Advarer mod nyt sikkerhedshul i Fortnite
IT-sikkerhedsfirmaet Check Point kommer ud med advarsel mod ny sårbarhed i det populære spil Fortnite, et sikkerhedshul der giver hackere mulighed for at overtage konti, data og spilvaluta i spillet, der spilles af op mod 200 millioner, primært børn og unge.
Kritisk sikkerhedshul i Fortnite
Sikkerhedshullet gav hackere fuld adgang til Fortnite gameres konto og personlige oplysninger med mulighed for at bruge ofrenes penge på at købe virtuelle spilvaluta ved at benytte de kortoplysninger, der ofte er gemt på spilkonsollen.
Samtidig kan hackere også lytte på spillernes private samtaler i hjemmet, mens de er aktive i spillet. Check Point gjorde Epic Games opmærksom på sårbarheden, som blev udbedret i midten af december.
I den offentliggjorte rapport beskriver Check Points eksperter, hvordan en hacker potentielt kan få adgang til Fortnite-brugeres konti gennem en sårbarhed i Fortnites loginproces. Det kræver kun, at en Fortnite-bruger klikker på et falskt phishinglink, der muligvis ser autentisk ud, men som i virkeligheden er fremstillet af en hacker til at stjæle brugerens konti uden, at de på noget tidspunkt indtaster deres loginoplysninger.
Epic Games, der har udviklet Fortnite, bruger en særlig digital godkendelsesnøgle, som anvendes med såkaldte ‘Single Sign-On-systemer’ som Facebook, Google og Xbox, der lader brugere logge ind med deres konto på andre apps og spil.
Grundet tre fejl fundet i Epic Games’ bagvedliggende IT-infrastruktur har hackere kunne omdirigere trafikken for at opsnappe brugernes rigtige godkendelsesnøgle og derved overtage deres konto.
Se også: De bedste mobiltelefoner til Fortnite
Børn og unge er særligt sårbare
Fortnite bliver spillet af op mod 200 millioner gamere globalt, hvoraf mange er unge helt ned til 8-10 år. Det gør spillet til et af de mest populære og bedst indtjenende spil på verdensplan.
“Fortnite er en af de mest populære spil i verden lige nu, særligt blandt børn og unge. De nye sårbarheder vi har fundet, giver hackere adgang til en enorm mængde private informationer, som i dette tilfælde også potentielt involverer mange mindreårige helt ned til 8-10 år, som ofte slet ikke er opmærksomme på denne type af trusler,” siger Jan Johannsen, nordisk sikkerhedschef for Check Point.
Han råder forældre er at sætte sig ind, i hvad deres børn foretager sig online og lære dem om sikker adfærd på nettet, hvilket både gælder for Fortnite og brugen af andre spil og apps.
Se også: Nyheder om Fortnite