SIM-kort forbedres
Teleselskabet Telenor, der bl.a. ejer Sonofon og Cybercity i Danmark, er i gang med at modernisere det nuværende SIM-kort til mobiltelefoner. Det vil efter alt at dømme være klart om nogle år. Større kapacitet og overførselshastighed er nogle af fordelene.
Hos norske Telenor ser man mange fordele i et nyt SIM-kort:
– Fremtidens SIM-kort vil have langt større kapacitet og overførselshastighed, og det giver helt nye muligheder, siger underdirektør hos Telenor, Hans Christian Haugli, til Børsen.
Ifølge Haugli vil det være muligt at tilpasse det nye, forbedrede SIM-kort til brugere med individuelle brugerflader, ekstra programmer og genvejsmenuer.
130 nanometer. Dét er målene på dagens SIM-kort, ifølge Hans Christian Haugli. Han satser på, at det nye SIM-kort kun vil måle 45 nanometer eller mindre – det vil betyde et stærkere SIM-kort i den sidste ende.
Det nye SIM-kort skal give teleselskaberne mulighed for at styre en række ting, som indtil nu har været forbeholdt producenter af mobiltelefoner som Nokia og Samsung. Eksempelvis vil et teleselskab som Telenor i fremtiden kunne tilbyde programmer og tjenester via SIM-kortet, skriver business.dk.