Skype-mobil med Turbo-3G

Turbo-3G, 3-megapixelkamera og en funktion, der gør den til et USB-modem. Det er nogle af de nye egenskaber på en Skype-mobil, som 3 skal til at sælge i Storbritannien, men ikke i Danmark i første omgang.

Skype-mobil med Turbo-3G

Den første Skype-mobil hos 3 fik sin del af opmærksomheden, da den i sin tid blev præsenteret. Nu skulle en ny og mere funktionsrig Skype-telefon være på vej. Websiden Mobile-review.com kan nu fortælle, at 3 skal til at sælge mobilen i Storbritannien.

Skype-mobilen går under navnet S2, og vil være udstyret med HSDPA, så det hurtige internet kan udnyttes. Det er Huawei, der laver telefonen, og de er blandt andet også kendt for deres USB-modems for både 3 og andre operatører.

Denne nye S2 skulle derved også kunne benyttes som USB-modem, så ens computer vil kunne benytte af Turbo-3G. Det er bare at sætte telefonen i computeren via et kabel, så bliver softwaren installeret, og hastighederne vil kunne udnyttes.

Derudover har S2 også 3,2 megapixel gemt i kameraet, den interne hukommelse er på 50 MB og den vil kunne klare hukommelseskort på op til 4 GB.

Desværre vil telefonen i første omgang ikke være at finde i 3’s sortiment.

– Det skyldes simpelthen, at vi ikke har plads til den i vores sortiment i øjeblikket, og så fokuserer vi også på helt andre områder, end hvor en ny Skype-mobil placerer sig, siger Parastou Booyash, fra 3’s presseafdeling.