Skype og MSN Messenger i mobilen med EQO
EQO kombinerer flere af almindeligst chat-protokoller i et og samme program. Chatter du normalt via MSN Messenger, ICQ, Google Talk, Jabber eller AIM kan du chatte med dem fra mobilen ved hjælp af den nye version af EQO. Du kan også tage kontaktlisten fra din Skype-konto med over, så du kan ringe, modtage opkald eller chatte med personer på listen.
Desværre bliver det ikke lige så billigt som almindelig Skype-samtale. Samtaler til og fra din mobil er almindelig samtale i mobilnettet, som går via EQO Communications server. For at kunne modtage Skype-opkald, skal man have SkypeOut – det er et tillægsprogram til ens almindelige Skype-konto, som egentlig bruges, så man kan ringe til almindelige telefoner fra computeren.
Selve tjenesten koster i skrivende stund intet at bruge, men der er så også tale om en såkaldt beta-version. Den er derfor ikke helt færdigudviklet, så man må være forberedt på, at der kan dukke fejl op.
På det danske marked findes der en række mobilmodeller, som fungerer med EQO, det drejer sig om blandt andet modeller fra Sony Ericsson, Nokia, Motorola og Siemens.