Sladder i mobilen via SMS
SMS er andet og mere end en lille tekstbesked. Nu kan man bestille de nyeste ringetoner, logoer, nyheder og adgang til specielle websites ved at sende en SMS. SONOFON, Aller og Mobilnet står bag en række såkaldte indholds-takserede SMS-tjenester i Danmark.
Den danske Aller-koncern er en stor spiller på den danske mediescene. Særlig kendt er Aller for et væld af ugeblade og magasiner m.m.
– Vi har mange og gode erfaringer fra Norge, som vi glæder os til at omsætte til Danmark, hvor valget af partnere ikke kunne være bedre. Jeg er sikker på, at mange mennesker vil være interesseret i at få mobil adgang til underholdning og redaktionelt stof fra vores mange blade, forklarer Lars Merland, marketingchef i Aller International A/S, der også spår en stor fremtid for mobile konkurrencer og afstemninger.
De forventede services vil fra begyndelsen være eksempelvis nye ringetoner, logoer, billedbeskeder og vitser. Dertil kommer det redaktionelle indhold fra Allers mange publikationer, og senere følger blandt andet spil og konkurrencer. Prisen for de enkelte services vil variere afhængig af type. Nogle services vil være helt gratis, andre vil koste op til 10 kroner.