Slut med billige mobiltelefoner
Ifølge den svenske avis Dagens Industri, har Nokia langet ud efter en stribe af konkurrenterne ved et netop overstået seminar i Boston i USA.
– I det foregående kvartal, har vi oplevet rene og skære fantasipriser. Flere af vore konkurrenter har solgt deres telefoner til under produktionsomkostningerne, fortæller William Seymor fra Nokia til Dagens Industri. Vi vil ikke hente markedsandele på den bekostning, lyder det fra den finske gigant.
Og at prisen på mobiltelefoner har været lav, indrømmer Ericssons repræsentant i USA. Til Dagens Industri udtaler han, at "priserne skal op på et mere normalt niveau".
Hos Ericsson i Danmark, kommenterer man ikke prispolitikken ned i kroner og ører. Men Ericssons pressechef Ole Selchau siger til Mobil, at det ikke er nogen hemmelighed at der har været en overkapacitet af mobiltelefoner på markedet.
– Vi har ingen ambitioner om at slås i en priskrig netop nu, hvor vi gør klar til samarbejdet med Sony og gennemfører vores spareplaner i mobildivisionen, fortsætter Ole Selchau.
Hos Nokia Danmark er svaret at man sælger produkterne til samme pris over hele verden fra Nokia. Det er så op til de enkelte distributører, hvordan telefonerne prissættes.