Slut med mobiler til 1 krone
Med mindre teleselskaberne også sætter den faktiske pris til en krone, må de ikke længere markedsføre slagtilbud med mobiltelefoner til en krone.Nye regler kræver nemlig, at den reelle pris kan læses med samme tydelighed som overskriften.
Det betyder, at for eksempel Tele2s kampagne med tilhørende hjemmeside – mobil2kr.dk – kommer i problemer.
På hjemmesiden kan man kun se de mere udførlige prisoplysninger, der knytter sig til tilbudet om en mobiltelefon for to kroner, ved at klikke videre til et nyt link. Men på forsiden er telefoner alle til salg for to kroner, fremgår det. Kun ved at klikke på et lille skilt med titlen "info/køb" kommer man frem til, at der altså skal betales en hel del mere i samlede udgifter.
– At man skal klikke sig frem til oplysningerne er ikke godt nok ifølge de nye regler. Så Tele2s kampagne går ikke, siger Søren Iversen, chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden, da Mobils søstermagasin ComON fortæller ham om tilbudet.
Det er heller ikke nok, at oplysningerne om den samlede pris fremgår med små typer i nærheden af selve teksten med slagtilbudet. De små typer skal nemlig være store nok til at de kan opfattes med samme "meddelelsestydelighed" som den lokkende overskrift.
Søren Iversen fortæller dog, at teleselskaberne gerne må trække et bestemt element frem i overskriften, så længe det samlede indtryk af teksten fortæller om den reelle pris.
Teleselskaberne skal også til at revidere deres markedsføring af bredbånds-tilbud som følge af de nye retningslinjer.
– Hvis den markedsførte hastighed ikke er den samme, som den effektive hastighed, forbrugeren opnår, skal der tages et klart forbehold for dette i markedsføringsmaterialet. Der skal samtidigt gives oplysninger om størrelsen af den reducerede hastighed, hedder det i udmeldingen fra Forbrugerombudsmanden.
Telekommunikationsindustrien, som har været med til at formulere den nye regelpakke, er ikke helt begejstret for sidstnævnte pasus, fortæller direktør for brancheorgansationen, Ib M Tolstrup, til DR Penge.
– Det svarer til, at en grønthandler skal oplyse om, at der også er kerner i æblerne,- siger han.
De nye regler træder i kraft den 1. maj.