Nu kommer de smarte sko
Selvom det er de færreste, der løber rundt med en såkaldt wearable, altså en stykke teknologi, man bærer på kroppen, så kan man måske godt se det smarte i for eksempel at kunne bruge et ur eller briller til at få informationer fra ens smartphone sendt ud på.
Smartwatch skal nok gå en gylden fremtid i møde, når nogen knækker koden til, hvordan man laver et produkt, der ikke ligner noget fra de kitchede Star Trek tv-afsnit fra 60’erne. Google Glass og andre typer smarte briller, skal også nok gå en fin fremtid i møde, når producenterne kommer med mere almindeligt udseende briller.
Om ”smart shoes” eller smart-sko, har en fremtid for et massemarked, kan man godt tillade sig at stille sig lidt mere tvivlende over for. Men de er på vej, skriver Wall Street Journal. Det er et indisk startup ved navn Ducere Technologies Pvt, der ifølge den amerikanske avis skulle være klar med et sæt bluetooth-sko til september.
Skoen synkroniserer med en app på mobilen og bruger Google Maps til at sende en vibration til en af skoene, der fortæller at man skal dreje.
Skoen blev oprindeligt lavet til synshandikappede, så de kunne komme sikkert rundt, men skoen skulle også kunne bruges til meget præcist at måle, hvor langt man har gået og hvordan ens kalorieforbrænding har været.
”Sko er en naturlig forlængelse af kroppen. Man kan godt gå hjemmefra uden ur eller armbånd, men man går aldrig uden at tage sko på”, lyder det fra selskabet bag.
Prissammenligning: Priser på mest populære mobiler lige nu!