Smartphone-salg ned i tempo
Selvom der blev solgt 64 millioner smartphones i årets første halvår, en stigning på 22 procent sammenlignet med samme periode sidste år, så var vækstraten alligevel ikke den samme, oplyser analysebureauet Gartner.
Årsagen til den lavere vækst er, ifølge Gartner, den nuværende usikre økonomiske situation samt den nye touch-teknologi, som i stor grad har gjort sit indtog på mere almindelige mobiltelefoner frem for deciderede smartphones.
Gartner forventer dog, at smartphones som iPhone 3G og andre højt profilerede produkter vil sætte raketfart i smartphone-salget for andet halvår. Gartner nævner ikke, hvilke modeller, der går ind under “højt profilerede produkter”, men det kunne være modeller som HTC Touch Diamond, Nokia N96 og Samsung Omnia.
Ifølge Gartner havde Nokia i årets andet kvartal 47,5 procent af det samlede smartphone-marked på globalt plan, et fald på 3,3 procent sammenlignet med året før. RIM med BlackBerry har oplevet en fordobling på et år og havde 17,4 procent af markedet i årets andet kvartal.
HTC halter langt efter med kun 4,1 procent af salget trods en salgsfordobling, mens Apple oplevede massiv tilbagegang fra 5,3 procent til 2,8 procent. Gartner forventer dog at Apple vender stærkt tilbage takket være iPhone 3G.
Styresystemet Symbian har også oplevet et større fald og er i dag kun det foretrukne styresystem i 57,1 procent af de solgte smartphones i dette års andet kvartal mod 65,6 procent for et år siden. Det skyldes to ting, vurderer Gartner. For det første at smartphone-salget faldt med 26 procent i Japan, samt at Mitsubishi, der benytter sig af Symbian, har forladt markedet.
RIM’s styresystem har 17,4 procent af markedet mens Windows Mobile sidder i 12 procent af de solgte smartphones.