SMS-sprog tilladt til prøver

Unge på New Zealand er sikkert ellevilde over nyt tiltag på deres skole. Fremover bliver det nemlig tilladt at aflevere opgaver i SMS- eller chatsprog. Der er ingen tiltag til det herhjemme foreløbig.

SMS-sprog tilladt til prøver

Det løber de fleste lærere koldt ned af ryggen, når de støder på SMS-sprog i skolen. For det første forstår de det sikkert ikke, og for det andet er det grammatisk skrupforkert. Alt det vælger myndighederne på New Zealand dog nu at se stort på. De vil give de unge muligheden for at skrive, som de er vant til i det daglige på deres mobiltelefoner og på diverse messenger-programmer på computeren. Det skriver CNN News.

Det er altså ikke grammatikken, der her er i fokus, understreger myndighederne på New Zealand. Så længe eleverne forstår spørgsmålet, så trækker det ikke ned, hvis de f.eks. skriver ‘txt’ frem for det på engelsk grammatisk korrekte ‘text’.

Vi forsøgte at få en kommentar fra Undervisningsministeriet. Det tætteste vi kom på et fyldestgørende svar var, at ingen derinde har hørt om tilløb til sådanne tiltag. Det blev dog ikke afvist, at det med tiden ville være muligt. De danske børn og unge skal altså ikke regne med at kunne skrive deres næste opgave i SMS’ens kodesprog foreløbig. Sikkert til stor tilfredshed for de fleste lærere.