Sms’en lader dig ikke få fri

Det er efterhånden helt almindeligt at modtage sms-beskeder fra kolleger og chefer udenfor arbejdstiden. HK advarer mod sammenblanding af arbejde og fritid.

Sms’en lader dig ikke få fri

Hver tredje modtager sms-beskeder fra jobbet udenfor arbejdstiden. Det viser en rundspørge, som magasinet Arbejdsmiljø har foretaget i samarbejde med Wiinblad&Partners Research. Mange får sms’er både før, de møder på arbejde, og efter at de er gået hjem.

– Mange arbejdspladser er dybt afhængige af, at folk har mobil og kan træffes. Det er efterhånden svært at forestille sig en arbejdsplads, der ikke har nytte af mobiltelefoner, siger Gitte Stald, medieforsker ved IT-universitetet.

Lidt over halvdelen af alle de adspurgte mener, at det er i orden at sende og modtage sms. 28 procent siger, at det er i orden i fritiden, og 14 procent siger, det er i orden i ferier. Men 29 procent mener, det kun er i orden i nødstilfælde, og 11 procent vil slet ikke modtage sms.

– En meget stor del af folks sociale liv og identitet ligger i deres arbejdsliv. Man har ikke fuldstændig vandtætte skodder mellem privatliv og arbejdsliv, fordi man lægger så meget af sit liv i sit arbejde. Men det er jo også et dilemma, fordi vi har nogle rettigheder i forhold til arbejdstid, og fagforeningerne har i årevis kæmpet for ordnede forhold omkring arbejde, siger Gitte Stald til magasinet Arbejdsmiljø.

HK mener at der er risiko for, at folk arbejder hele tiden og derfor bliver ramt af stress. Derfor sætter fagforeningen spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at sende sms’er når folk har fri.

– Det er vigtigt, at man overvejer nødvendigheden af det. Vi har noget imod, at man helt automatisk bliver draget ind i noget, som er fuldstændig unødvendigt, og som præger den tilværelse, man i øvrigt har. Og når man har ferie, skal man holde ferie. Man skal ikke påvirke arbejdspladsen eller lade sig påvirke af arbejdspladsen, for det kan man bruge resten af året på, siger arbejdsmiljøkonsulent Svend-Erik Hermansen.