Snapdragon 450 giver dual kamera og lynopladning i billige Android-mobiler

Qualcomm er snart klar med Snapdragon 450, der giver mulighed for dual kamera, bokeh-effekt og lynopladning på billige Android-mobiler.

Snapdragon 450 giver dual kamera og lynopladning i billige Android-mobiler

Qualcomm kommer med en ny chip – Snapdragon 450 – der kan gøre det muligt med fede funktioner i billigere telefoner og tablets. Som det er nu, er det for eksempel kun de dyre telefoner, der kan få dual kamera og skabe bokeh-effekter i billeder.

Men med den nye Snapdragon 450 chip fra Qualcomm kan også billigere Android-enheder få nogle af de funktioner, har Qualcomm netop afsløret på Mobile World Congress Shanghai 2017.

Se også: Telefoner med godt kamera

Billige Android-mobiler kan få dual kamera og irrisscanner

Chippen har nemlig sit fokus på kameraet, hvor den understøtter dual kamera op til 2 x 13 megapixel, single kamera op til 21 megapixel og realtime bokeh-effekt.  Sidstnævnte er det slør, man har på de dele af motivet, der ikke er i fokus, lige det du får med Portrætindstilling i iPhone 7 Plus.

Andre funktioner, der med Snapdragon 450 bliver mulige i billigere telefoner, er irisscanning, som du får i Samsungs Galaxy S8 og S8+. Det betyder en biometrisk metode til at sikre din smartphone eller tablet.

Se også: Smartphones uden abonnement

 

Længere batteritid og lynopladning med Snapdragon 450

Næste plus ved 450-chippen er ifølge Qualcomm selv, at du kan klemme op til fire timers længere batteritid ud af den, dette takket være den mindre størrelse. Desuden bliver systemet hurtigere. Det giver en starttid på en app, der er 10-20 procent hurtigere, mens grafikken bliver op til 25 procent hurtigere, samtidig med at du bruger mindre batteri på det.

Du får også Quick Charge 3.0 teknologi, der giver dig en 80 procent opladet mobil på 35 minutter.

Se også: Telefoner med hurtigst opladning

Snapdragon 450 klar i slutningen af 2017

Nu skal det så siges, at dette er, hvad chippen giver producenterne mulighed for. Det betyder ikke, at de har tænkt sig at lægge alle funktioner ind i samme mobil. Formentlig vil producenterne udvælge visse funktioner til deres mobil og på den måde holde prisen på enheden nede. Alt efter, hvordan du bruger din telefon, vil forbedringerne give sig forskelligt til udtryk.

Vi regner med at se de første enheder med Snapdragon 450 i slutningen af 2017.

Se også: Nyheder om Snapdragon