Snart kan bilen selv ringe efter hjælp

Fra september 2010 skal alle nye personbiler udstyres med et automatisk system, eCall, der selv ringer til alarmcentralen efter en ulykke og sender en sms.

Snart kan bilen selv ringe efter hjælp

EU-Kommissionen har indgået en aftale med bilindustrien om at indbygge det automatiske nødopkalds-system eCall i alle fabriksnye personbiler fra september 2010. Systemet er forbundet med bilens airbag og reagerer i det øjeblik, airbaggen bliver udløst. I samme øjeblik foretager systemet et opkald til alarmcentralen over mobilnettet og overfører data om bilens position, så redningsmandskabet hurtigt kan komme frem til ulykkesstedet.

Det automatiske system skal redde menneskeliv ved at reducere den tid der går inden redningsfolkene kan være fremme, især i de tilfælde, hvor ulykken er sket på et øde sted og de tilskadekomne ikke selv er i stand til at ringe efter hjælp.

Det kræver dog, at der er mobildækning på ulykkesstedet, og systemet skal samtidig være så robust, at det ikke selv bliver beskadiget eller ødelagt under ulykken.

Ifølge EU-Kommissionen skulle systemet være i stand til at redde op mod 2.500 menneskeliv om året. Der er mere end 40.000 dødsfald hvert år som følge af trafikulykker i EU. Det koster angiveligt mindre end 100 euro eller 750 kroner at indbygge systemet i en bil.

I Østrig blev eCall sidste år testet i et pilotprojekt, hvor systemet både foretog et nødopkald og samtidig sendte en sms-besked til alarmcentralen.