Softwarefejl stopper salget af Satio i England

På grund af problemer med telefonen har flere engelske operatører valgt at stoppe salget af Sony Ericssons flagskibsmobil Satio. En softwareopdatering er på vej fra Sony Ericsson.

Softwarefejl stopper salget af Satio i England

Hos Carphone Warehouse har man besluttet at stoppe salget af Sony Ericsson Satio. Man gør det efter et usædvanligt stort antal reklamationer fra kunder, der har haft store problemer med telefonen. Blandt andet fryser telefonen, når nogle af kunderne prøver at starte forskellige programmer.

Opdatering klar inden jul

Problemet skal ifølge Richard Dorman fra Sony Ericsson i England rettes inden jul. I en kommentar til The Times fortæller han ydermere at man ikke har nogen planer m at stoppe den store reklamekampagne for Satio, til trods for at telefonen altså ikke kan findes i butikkerne.

Hos Sony Ericsson i Sverige fortæller Gustaf Brusewitz, der er PR-chef for Sony Ericsson i Norden, at det ikke er et generelt problem. Han giver derudover udtryk for at man vil rette eventuelle fejl i kommende opdateringer, præcis som med øvrige telefonmodeller fra producenten. Den første opdatering skal komme i løbet af de næste uger.