Sonofon-kunder mellem himmel og helvede
Kan man ikke komme i himlen, men heller ikke fortjener at komme i helvede, kommer man et sted hen, der hedder Limbo. Om der er nogen sammenhæng mellem det og Sonofons nye mobilabonnement Limbo, skal vi ikke udtale os om, men i hvert fald får loyale Sonofon-kunder bedre priser fremover. Og så er det måske lige meget, om man er i himmel eller helvede eller midt i mellem.
Limbo er for de kunder, der ikke orker at shoppe rundt hver sjette måned, når bindingsperioden udløber for at få bedre priser. Det er bevæggrunden for det nye abonnement, fortæller Sonofon.
– Sonofon ønsker at være det teleselskab som du vælger at beholde hele livet. Står det til os, skal du som kunde aldrig mere have en grund til at skifte teleselskab, siger direktør for Privat i Sonofon, Peter Berg.
Når bindingsperioden på de seks måneder er overstået falder minutprisen til kun 60 øre pr. minut – og der er ikke tale om noget minimumsforbrug.
Mobilen er faktisk billigere
Limbo kan kombineres med Fri Zone, hvor man taler gratis fra hjemmet og dermed får Danmarks billigste alternativ til fastnettelefonen. Flere og flere vinker farvel til den gamle fastnettelefon til fordel for mobiltelefonen. En ny undersøgelse fra Gallup viser, at 56 procent af alle danskere er klar til helt at droppe fastnettelefonen til fordel for mobiltelefonen – en stigning på næsten 25 procent i forhold til en tilsvarende undersøgelse et år før.
– Tallene viser, at flere og flere bliver klar over, at mobilen faktisk ofte er billigere. Det viser, at der stadig er en stor opgave i at informere om de reelle muligheder for at spare på telefonregningen, siger Peter Berg.
Læs mere om Limbo her, hvor du også kan se priserne.