Sonofon lancerer mobil musikbutik
Musikbutikken hos Sonofon går under Aspiros varemærke Mobilehits. Udbuddet er fokuseret på den danske hitliste og består til at starte med af ca. 200 000 numre fra Warner Music, EMI, SonyBMG, MBO samt et stort antal mindre både lokale og internationale pladeselskaber.
– Nu når vi har lanceret 3G i Danmark, så er det vigtigt for os at tilbyde vores kunder tjenester, som den nye teknologi giver mulighed for. Vi tror, at musik kommer til at være en af de mest populære tjenester, og det er vigtigt for os, at musikudbuddet modsvarer, hvad vores kunder efterspørger, siger Peter Berg, Divisionsdirektør på Sonofon.
Prisen pr. sang bliver 15 kr. Aspiro synes selv, at det er for dyrt. De mener, at billigere priser, vil være med til at øge interessen for tjenesten:
– Pladeselskaberne kræver disse priser pga. copyright, fortæller Ann Charlotte Svensson, informationschef hos Aspiro.Hun mener alligevel ikke, at den høje pris vil virke afskrækkende på folk:
– Folk henter jo ikke en musikers hele bagkatalog ned til mobiltelefonen. Det drejer sig nærmere om to-tre sange om måneden.
Man skal ikke betale for datatrafikken, som vi skrev tidligere i dag, da Sonofons system gør, at den trafik ikke takseres. Tidligere i dag var vi bekymrede for, at der oven i prisen per musiknummer ville komme prisen for datatrafik. Vi forsøgte tidligere i dag gentagne gange at få en kommentar til dette fra Sonofon, men altså uden held. Derfor var vi bekymrede for, at den samlede pris per sang let kunne komme op på 40 kr., men den holder sig altså på 15 kr. Se kommentaren nedenunder fra Sonofon.
Et billigere alternativ vil være at hente musikken ned til computeren fra en internetbutik, hvor prisen normalt ligger på 8-10 kr. pr. sang, for herefter at føre musikken over på telefonen. Det vil i hvert fald være billigere, hvis man har en bredbåndsforbindelse til computeren.
Musikbutikken hos Sonofon er Aspiros første i Danmark. Aspiro har tidligere lanceret musikbutikker på blandt andet TeliaSoneras svenske mobilportal og på Netcoms norske portal, så Aspiros musikbutikker findes nu i hele Skandinavien.
– Aspiro sælger mere end 1 million ringetoner hver måned og er i særklasse den største aktør i Nordeuropa indenfor underholdning til mobiltelefonen. Den position har gjort det muligt for os at tilbyde en af markedets bedste løsninger af fuldlængde musik, siger Johan Lenander, Administrerende direktør for Aspiro.