Sonofon med í Starmap

Sonofon med í Starmap

SONOFON træder ind i det europæiske mobilsamarbejde The Starmap Mobile Alliance, der giver kunderne flere muligheder og bedre forhold, når de opholder sig i udlandet. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

The Starmap Mobile Alliance består af 10 europæiske mobiloperatører med til sammen mere end 46 millioner mobilkunder. Operatørerne samarbejder om at forsyne kunderne med innovative, attraktive og let anvendelige tjenester, så de føler sig hjemme, selvom de er ude.

– Vores kunder skal ideelt have adgang til de samme tjenester og services uanset, hvor de befinder sig. Vi er glade for at indgå i The Starmap Mobile Alliance og glæder os til at yde SONOFONs kunder en endnu bedre service under deres udlandsrejser. For eksempel ser vi frem til, at vores mange erhvervskunder kommer til at kunne benytte UdlandsPlan i flere andre lande end Norge og Sverige, hvor det er muligt i dag, siger Tage Reinert, administrerende direktør, SONOFON.

SONOFON vil straks indgå i samarbejde omkring de roaming-, salgs- og marketinginitiativer, der er fastlagt af alliancen. Udvidelsen af Starmap Mobile Alliance vil forstærke alliancens mål med hensyn til at øge dækningsområder og niveauer i de vigtigste geografiske områder.

The Starmap Mobile Alliance har 10 medlemmer: Amena (Spanien), O2 (Tyskland, Storbritannien og Irland), One (Østrig), Pannon GSM (Ungarn), SONOFON (Danmark), Sunrise (Schweiz), Telenor Mobil (Norge) og Wind (Italien). Sammenlagt har de 10 operatører mere end 46 millioner kunder.