Sonofon og 3 lancerer turbo-3G inden årets udgang
3G er ikke en fast standard, men udvikles hele tiden. Hurtigere internet-tilslutning har været en af de vigtigste dele af 3G-planlægningen. HSDPA, High Speed Downlink Packet Access, er en udvikling af nutidens 3G-net. Denne nye teknik har der været skrevet meget om, men både Sonofon og 3 lancerer teknologien inden årets udgang.
Opgraderede basestationer i Danmark
HSDPA betyder på ingen måde, at operatørerne behøver ombygge mobilnettene. Det rækker faktisk med en opgradering af softwaren i basestationerne. Men fordi antallet af basestationer til 3G er temmelig voldsomt, er det en hel del opgraderinger, der skal klares.
Sonofon fortæller til Mobil, at de overholder tidsplanen for lancering af deres 3G-netværk, så de helt efter planen er klar med 3G til september, og deres netværk er opdateret til HSDPA. Derfor kan det hurtigt sættes i gang, men de kan ikke oplyse på nuværende tidspunkt, om det bliver med en hastighed på 1,8 eller 3,6 Mbps. Her på Mobil forventer vi, at det bliver med 3,6 Mbps.
3 er i gang med at opgradere deres netværk til understøttelse af HSDPA, og det forventes at blive lanceret til oktober eller november, når de første UMA-telefoner kommer ud i butikkerne. 3 vil fra første dag give kunderne en HSDPA-hastighed på op til 3,6 Mbps.
TDC er i gang med at teste HSDPA nu, og viser kvaliteten sig at være i orden, vil de lancere teknikken i 2007. De har ikke taget stilling til, om de vil understøtte 3,6 Mbps eller 1,8 Mbps.
Mads Middelboe, direktør for TDC Mobil, fortæller, at TDC vil lancere teknikken med måde:
– Alt peger i retning af høj efterspørgsel på datatrafik i fremtiden. Forbruget af datatrafik og download er dobbelt så stor hos vores 3G-kunder som hos vores 2G-kunder, men vi vil lancere det, der er efterspørgsel på, og vores strategi er, at det skal have høj kvalitet lige fra starten. Ellers skræmmer man kunderne væk, siger Mads Middelboe, og hentyder til de mange børnesygdomme, som 3 havde, da de som de første herhjemme lancerede 3G.
14,4 Mbps som maxhastighed
Teoretisk giver den nuværende HSDPA-teknik 14,4 Mbps som maxhastighed. I praksis er hastigheden dog lavere. Den første HSDPA-teknik kunne give op til 1,8 Mbps i hastighed til downloads eller internetsurfing, men da de danske operatører har ladet vente på sig med at indføre HSDPA (HSDPA blev allerede indført i foråret i flere andre lande), vælger altså både Sonofon og 3 at satse på 3,6 Mbps allerede fra begyndelsen.
– Enheder, der kun understøtter 1,8 Mbps, vil dog sagtens kunne bruges i netværk, der tilbyder 3,6 Mbps, fortæller Stine Green Paulsen, PR Manager hos 3.
Befinder man sig langt fra en basestation, kan det påvirke hastigheden negativt. Lige meget hvad, er det dog 10 gange mere end de op til 384 Kbps, som 3G-nettet giver i dag.