Sonofon startede priskrig

Telmores administrerende direktør mener, at Sonofon er skyld i at teleselskaberne er på vej ud i en ny priskrig.

Sonofon startede priskrig

Sonofon fremprovokerede den opblussende telekrig, mener Telmores administerende direktør Allan Christiansen.

Telmore lancerede tidligere i dag en ordning, hvor Telmores kunder fra tirsdag og året ud kan ringe kvit og frit til hinanden. Produktet er et svar på Bibobs entré på telemarkedet og andre teleselskabers nye produkter.

– Det er da klart, at al det her, der har været skrevet i medierne omkring ny aktivitet, spiller ind, siger Allan Christiansen om Telmores nye blikfang.

Telmore-stifteren Frank Rasmussen og hans nye teleselskab Bibob har hen over efteråret fået massiv omtale i medierne, men Allan Christiansen mener, at Sonofon startede priskrigen gennem datterselskabet CBB og ved at lave lægge telenet til Bibob.

– Det er Sonofon, der har lavet en aftale med Bibob, der gør det her muligt. Det er sådan set Sonofon, der har startet den her priskrig, siger Allan Christiansen til ComON.

Han lover, at uanset om det er billigere telefoner eller billigere priser, så vil Telmore følge efter for at bevare kundetilfredsheden.

– Jeg ved ikke, om du kan sætte en varighed på telekrigen, men det her er endnu et eksempel på at telemarkedet i Danmark er rigtig hårdt, og at du skal være på på tæerne hele tiden, fortæller Allan Christiansen.

Sonofon er kontraktligt bundet til ikke at afsløre, hvilken aftale, selskabet har med Bibob, men man bekræfter, at Sonofons forretningsaftaler med andre teleselskaber varierer i pris. Blandt andet kundedatabasens størrelse har betydning for, hvor god en aftale Bibob har kunnet hente hjem.

– På telemarkedet i Danmark har vi jo fri konkurrence, og selvom Bibob ikke var kommet i hus med en aftale hos os, så havde selskabet jo nok fundet en anden operatør, siger pressechef Peter Glüsing fra Sonofon.