Sony Ericsson C702: Hårdfør med GPS
Den afsløres af skruen på bagsiden af telefonen. C702 er Sony Ericssons første hårdføre telefon. Hårdfør betyder i dette tilfælde, at den skal kunne klare både støv og vandstænk. Ikke noget, der skal med på dykkertur, altså. Jeg styrer direkte mod nærmeste springvand og tager lidt nærbilleder af vandet, noget man ellers normalt ikke vover sig ud i med mobilen. C702 brokker sig ikke. Det her med, at telefonen er hårdfør, betyder dog ikke, at den modstår alt. I dette tilfælde betyder hårdførheden, at den klarer udfordringer ifølge en standard, der hedder IP54. Den siger blandt andet, at telefonen skal klare små partikler, uden at telefonens funktioner svækkes, og når det gælder vand, er det stænk, den skal kunne klare. I beskrivelsen af standarden er der forskel på stænk og for eksempelvis en vandstråle rettet mod telefonen. Det kan man altså ikke garantere, at den klarer sig helskindet igennem. Da jeg tester det, har den dog både klaret springvandet og dokumentation af dykkekonkurrence i poolen. Når vandet plasker, kan dråber på linsen gøre næste billede sløret, men det er jo let at tørre væk, inden man knipser videre.
Det, som standarden definerer, er altså smuds og vand, og den siger med andre ord ikke noget om slag mod telefonen, for hvis du taber telefonen på jorden, kan det stadig blive problematisk. Materialet i telefonen er gummiagtig overflade på batteriklappen og resten af telefonen er af blødt plast. Mit testeksemplar får for eksempel lidt ridser på bagsiden, sikkert fordi den har ligget i lommen sammen med nøglerne.
Brug mobilnettet til navigation
På ydersiden af telefonen kan man ikke direkte se tegn på, at det drejer sig om en hårdfør telefon. Klappen til hukommelseskortet har da fået en lidt kraftigere udformning, men ellers finder vi indgang til oplader, headset og højttaler præcis som på en hvilken som helst anden telefon. Metalrammen, der løber rundt om telefonens side, rummer alle knapper samt bogstaverne GPS, der fører os videre fra hårdførheden til telefonens anden store styrke.
C702 er Sony Ericssons første mobil med indbygget GPS, efter at man tidligere stædigt har hævdet, at GPS bruger for meget strøm. Tidligere har man altså været tvunget til at bruge en separat GPS eller tilslutte Sony Ericssons GPS-headset.
GPS i C702 viser sig først at bruge et stykke tid på at finde satellitterne, men når man så har fundet indstillingen til at aktivere A-GPS, finder den positionen på blot et par sekunder. Med A-GPS kobler telefonens sig op via mobilnettet og får lidt hjælp ad den vej med hurtigere at finde satellitternes positioner.
I telefonen har alle navigationstjenester samlet sig under et eget ikon. Her findes Google Maps med navigationssoftware fra Wayfinder og et trackingprogram, der hjælper dig med lidt analyse af løbeturen med gennemsnitshastighed, distance med mere.
Geotagging ordner billeder
De forskellige funktioner, der drager nytte af telefonens positionsbestemmelse vises ganske vist som separate programmer, men de er alligevel ret integrerede i telefonen. Et eksempel er geotagging af billeder. Når man tager et billede, ses en lille satellit og jordklode på skærmen, og det betyder, at positionen, hvor billedet er taget, gemmes i billedfilen. Det her kan man udnytte på flere måder. For eksempel kan man se direkte i mobilen, hvor billedet er taget. Så åbner Google Maps, og man får positionen afsat på et kort. Uploader man sine billeder på billedsiden Flickr, kan man også se, at billedet automatisk placeres på dit eget kort, så man kan se, hvor det er taget. Telefonen er dygtig til at ramme rigtigt; som oftest gemmes den rigtige position, men funktionen er ikke fejlfri. Indendørs får man sjældent en position og også udendørs, hvor kontakten til satellitterne burde være god, kan den misse. Skulle man slå GPS-funktionen fra, hvilket man kan gøre under "Deaktiver" i GPS-indstillingerne, kan telefonen faktisk finde positionen alligevel. Måske vil du slå GPS fra for at spare på batteriet, og så er den eneste måde for telefonen at finde positionen på at bruge mobilnettet. Nu er træfsikkerheden ikke så god som med GPS, men du får alligevel en rimelig opfattelse af, hvor billedet er taget. Men det er kun til dig, for informationen følger ikke med til sider som Flickr, hvis du uploader dine billeder der.
Google Maps er gratis i C702. Til mere avancerede Wayfinder medfølger en prøvelicens, men når den udløber efter tre måneder, må man pænt betale, hvis man vil fortsætte med den. Med Google Maps betaler man godt nok for datatrafikken, ligesom med Wayfinder, men der er ikke andre udgifter.
Wayfinder fører vej
Wayfinder er mere avanceret til navigation og tilbyder navigation trin for trin og har desuden stemmeinstruktioner trin for trin. Skærmen på C702 er godt nok lige lille nok, men Wayfinders tydelige pile med kommende sving gør alligevel det bedste ud af situationen, og kombineret med stemmeinstruktionerne går det fint.
I grundindstillingen er Wayfinder konfigureret sådan, at kortene hentes ned via mobilnettet efterhånden som de behøves. I Danmark er det en smart løsning, eftersom omkostningerne og datamængden er begrænset, men udenlands kan det være fint i stedet at hente kortene ned i forvejen for at spare på mobilregningen. Det kan man gøre via deres webtjeneste Mywayfinder, der også kan planlægge rejserne, man vil foretage.
Forskellen i forhold til gratisprogrammet Google Maps er stor. Google Maps viser kort med vejen markeret, men ingen store tydelige kørevisere, så den fungerer ikke i bilen. Man skal også selv trykke sig frem trin for trin.
Formidabel til e-mail
Wayfinder og Google Maps er begge programmer, der udnytter opkoblingen, og i C702 er det Turbo-3G. Sony Ericsson har været relativt langt bagefter med at udnytte opkoblingen i sine telefoner, og det har handlet om alt fra blogs til RSS-læser til let at holde styr på seneste nyheder og favoritbloggen.
Beskedhåndteringen fungerer smidigt, og nu har Sony Ericsson også forbedret sig med e-mail, noget man også inden var blandt de bedste til. Indstillingerne, der for e-mail kan være ret besværlige, er nu opdelt i faner og gør det hele lidt lettere. Oversigt og håndtering af beskeder, efter indstillingerne er overstået, er formidable. Det er menusystemet også som helhed med samtalehåndtering, kontakter og hvordan alle dele interagerer med hinanden. I den nye generation af telefoner, som C702 og søstermodellen C902 med fem megapixel repræsenterer, har menuerne fået lidt flere animationer. Ikonerne, der ligger i overkanten og viser for eksempel nye beskeder, opkobling og status i forskellig form, vippes nu ind i skærmen i stedet for bare at dukke op. Det er en lille opfriskning, men stor nok til, at man lægger mærke til den.
Det er alligevel hårdførhed og GPS, der er de to ting, man vil huske C702 for.
Spørgsmål og svar
Hvordan klarer batteriet GPS?
Det bruger da batteri. Med GPS’en aktiv kan batteriet bruges op på et par timer. Har du det kun for at geotagge dine billeder, bruger det mindre, men man mærker det helt klart.
Hvor hårdfør er telefonen?
Støv og vandplask skal de kunne klare, men ikke hårde slag eller vandstråler, eller et decideret dyk under vand for den sags skyld.
Hvordan er kameraet?
Udover at det kan tage billeder på lidt mere ualmindelige (våde) steder, har det også ansigtsgenkendelse, så fokus i billedet bliver rigtigt. Kameragenveje findes i tastaturet, der er autofokus, men ingen blitz. I stedet får du fotolamper.
Alternativer
Samsung M110 er et hårdført alternativ, der dog ikke kan måle sig med C702 på nogen andre punkter. Billig er den i hvert fald.
Stikprøve ydeevne
SPMark-test: 2202 point totalt, billeder (PNG) 82 p, 3D-spil 11,8 FPS, JVM 1835 p
Kommentar: Hurtighed er ikke et stærk gren for C702, og det mærker man af og til, når man bruger telefonen.
(TOMMELFINGER NED)
Stikprøve batteri
Producenten oplyser: 5 timer
Batteriets taletid for os: 4 timer 5 minutter
Kommentar: Vores testresultat er dårligere end det, Sony Ericsson oplyser om battertiden, men med 3G i en funktionsspækket mobil som denne, er fire timer alligevel klart godkendt. (Tommel op)