Sony Ericsson dropper mobiltelefoner fra 2012
Svensk-japanske Sony Ericsson er en af de mobilproducenter, der for alvor har haft problemer i løbet af de sidste par år. Adskillige kvartaler i træk har man postet underskud i millionklassen, og forsøgt at vende skuden. Resultatet for årets tredje kvartal går i nul, hvilket altså er betydeligt bedre end forrige kvartal, hvor underskuddet lød på godt 370 millioner danske kroner.
De økonomiske problemer er dog ikke helt ovre endnu. Producenten har i skrivende stund udestående lån for over 5,3 mia. danske kroner, som skal betales. Efter at have betalt 380 millioner kroner af på diverse lån, lyder selskabets samlede pengebeholdning i øjeblikket på omkring 3,5 mia. danske kroner.
Smartphones står nu for 80 procent af Sony Ericssons solgte mobiler, og der er solgt over 22 millioner Xperia-smartphones til dato. Efterspørgslen på simple telefoner er fortsat faldende, og det har fået Sony Ericsson til at gå væk fra denne type mobiler og udelukkende satse på smartphones:
"Vi vil fortsætte med at investere i smartphone-segmentet, og skubbe hele vores portefølje til smartphones i løbet af 2012," fortæller Bert Nordberg, der er øverste chef hos Sony Ericsson.
Sony Ericsson estimerer, at man står bag godt 12 procent af alle Android-smartphones.