Sony Ericsson frygter ikke Nokia N95
I tirsdag lancerede Sony Ericsson en række nye modeller fra Walkman- og Cybershot-serien. De fleste af modellerne bragte intet afgørende nyt, men var primært opdaterede eller skrabede og billigere versioner af tidligere succeser. At der ikke blev lanceret et banebrydende produkt a la N95 med indbygget GPS, som mange forventer sig meget af, skyldes, at markedet ikke er modnet til denne type avancerede produkter. Det mener Sony Ericssons produktchef Per Alksten i hvert fald:
– Indbygget GPS gør mobiltelefonen stor, og GPS kræver et kraftigt batteri, hvilket også påvirker størrelsen. GPS kræver for meget af telefonen, og svarer ikke til det, som kunderne er ude efter. Det er de mindre og billigere mobiltelefoner, som står for størstedelen af markedet, forklarer Per Alksten.
Den meste solgte telefon i 2006 i Danmark var walkman-mobilen W810, og Sony Ericsson vil fortsætte med at have fokus på mobiltelefoner af denne type. Af den simple grund, at det er det, markedet vil have. Det er de små, lette og smarte mobiltelefoner, der er penge i, ikke de store, tunge og avancerede produkter a la N95.
Sony Ericsson sad på 25 procent af det danske mobilmarked i fjerde kvartal 2006, hvilket gør dem til nummer to på markedet herhjemme. Med hensyn til 3G-modeller stod Sony Ericsson for 52 procent af salget i fjerde kvartal 2006 – det gør dem til markedsleder på det område.
– Vi har meget høje forventninger til 2007, og vi er allerede tæt på at ramme Nokia, forklarer Kenneth Møller, Sony Ericssons danske account manager. Sony Ericsson har specielt stor forventninger til W880, som er en lille og tynd Walkman-mobil.