Sony Ericsson-jubilæum fejres med nyt look
Brand-identiteten rummer en række nye livlige farver, der med vilje adskiller fra de hvide, grå, sorte og blå toner, som de fleste teknologi-varemærker benytter i dag. Sammen med de nye farver er der et stærkt centralt koncept, der indbefatter to kerneelementer – et formuleret budskab og fortolkningen af følelserne ved Sony Ericssons flydende identitet.
– Gennem de seneste fem år er vores varemærke blevet etableret i vore kunders bevidsthed. Nu er det tid til, at vi appellerer til både deres hjerner og deres hjerter. Mobilt udstyr vil blive endnu mere centralt i vores liv på mange forskellige måder. Og samtidig er det vitalt, at vores varemærke på grund af sin energi, lidenskab og begejstring vil hæve sig over de øvrige, forklarer Dee Dutta, der er CVP og Head of Marketing hos Sony Ericsson.
Forbindelse med publikum
Andrew Warner, der er Head of Brand Management hos Sony Ericsson, forklarer, hvordan identiteten er designet til at skabe forbindelse med publikum:
– Så snart man ser det, er der en øjeblikkelig forbindelse mellem en selv og Sony Ericsson-varemærket. Meningen er, at det behandler dig individuelt – det fortæller ikke, hvad du skal synes om Sony Ericsson, det reflekterer, hvad du tænker. Det er således ikke alene en traditionel, statisk varemærkeidentitet. Vi har planer om at øge vores brug af interaktive medier for at opbygge en dialog med kunder over hele verden og effektivt begynde at genskabe vores varemærke-budskaber med dem.
Andrew Warner slutter af med at forklare, at de vil fokusere mindre på, hvad der er inden i produkterne og mere på, hvad brugerne får ud af dem. Det lyder jo som en fornuftig strategi.
Ny butik i London
Samtidig har Sony Ericsson i dag offentliggjort deres planer om at åbne sin første profilforretning i det centrale London, hvor kunderne kan røre ved og prøve Sony Ericsson-produkter, prøve nye features og applikationer i en afslappet og sjov atmosfære. Forretningen, som åbnes i slutningen af november, vil komme til at ligge i Kensington High Street i et af Londons fornemmeste detailhandels-områder.