Sony Ericsson klar med den nye G502

I morgen vil Sony Ericsson fremvise selskabets finansielle resultater, men i følge Mobils oplysninger vil denne dag også byde på en lancering af HSDPA-telefonen G502, der tidligere har gået under kodenavnet Emelie.

Sony Ericsson klar med den nye G502

Vi lærte først denne model at kende under det interne kodenavn Emelie, men nu står det altså klart, at det endelige navn bliver Sony Ericsson G502. Modellen skal opfattes som en del af Sony Ericssons række af prisdygtige produkter med udvidet internetfunktionalitet, bl.a. i form af understøttelse af Exchange Activesync, webbrowseren Access NetFront 3.4 samt gode muligheder for at blive holdt opdateret med RSS-feeds direkte på standbyskærmen.

Dertil skulle det være ekstra let at opsætte sine e-mail konti på telefonen ved brug af den indbyggede guide.

G502 er en tri-band GSM-mobil med understøttelse af EDGE, 3G og turbo-3G. Skærmen er 2 tommer stor, og er af QVGA-opløsning. Andre funktioner indebærer et 2-megapixelkamera, Bluetooth 2.0 + EDR samt USB-understøttelse. Dertil er seneste version af Google Maps til mobilen også forudinstalleret på telefonen, hvilket bl.a. kan bruges sammen med ekstratilbehøret HGE-100 (GPS-udstyr).

Champagne sort

Der er tale om et produkt, der lægger sig tæt op af K660 og Z770 fra Sony Ericsson, men designet adskiller sig en smule fra disse modeller. G502 ser ganske nydelig ud, og den gennemgående, glinsende sorte farve virker som et godt farvevalg til denne model. Det specielle valg af navigationstaster er vist aldrig set før på en Sony Ericsson telefon, og der ser generelt ud til at være god plads til fingrene på tasterne.

G502 skulle blive officielt lanceret i morgen, og kommer i to farvevarianter; Brilliant Hazel og Champagne Black. Modellen kommer på markedet i andet kvartal 2008, men i følge vores oplysninger er det ikke sikkert, at den også rammer det danske marked.