Sony Ericsson-lancering senere i dag

Sony Ericsson skulle tilsyneladende være klar med nye lanceringer senere i dag. To til fire nye modeller ventes at se dagens lys.

Sony Ericsson-lancering senere i dag

Lanceringen, som forventes at løbe af stabelen senere i dag, byder ikke alene på nyt tilbehør til telefonen, men også nogle nye mobiler. Rygterne går på, at to til fire mobiltelefoner lanceres i dag – blandt disse er den såkaldte W350, som vi tidligere har kigget nærmere på. Det er en grå, asymmetrisk designet Walkman-mobil. Ydermere skulle efterfølgeren til W880, W890, også blive lanceret i dag.

Udover disse to går rygterne på, at en model med indekset Z350 skulle blive lanceret. Det er formodentlig den ikke-Walkman-brandede udgave af W350.

Den sidste telefon, som menes, at kunne blive lanceret i dag, er en tynd klapmobil, som der ellers ikke er mange informationer om. Dog skulle den blive tilgængelig i en lilla farvevariant, så det er højst sandsynligt en model rettet mod det kvindelige segment.

Du vil naturligvis kunne læse alt om de nye lanceringer her på mobil.nu senere i dag.