Sony Ericsson skal hedde Sony fra midten af 2012
Ericsson og Sony annoncerede for nogle måneder siden, at Sony ville opkøbe Ericssons andel af datterselskabet Sony Ericsson, og dermed gøre mobilproducenten til en fast del af Sony.
Opkøbet er endnu ikke gennemført, da det først skal godkendes af myndighederne, men det forhindrer ikke Sony Ericsson i at komme med gisninger om hvornår sagen forventes afsluttet.
Mobilproducenten forventer at være klar i Sony-regi i midten af 2012. Lige nu arbejder man meget på selskabets brand og markedsføring, fortæller Kristian Tear, der er ansvarlig for salg og markedsføring hos Sony Ericsson, til hjemmesiden Times of India.
Sony Ericsson har i øjeblikket omkring 2 procent markedsandel, og det er altså cirka fire gange lavere end for blot nogle år siden. Sony-opkøbet forventes at forbedre markedandelen, da Sony-brandet er bedre kendt og har en større kundeskare.