Sony Ericsson skal lave Microsoft-mobil
Ifølge artiklen i Commercial Times, så er det HTC og Sony Ericsson, der slår sig sammen om en ny portefølje af Windows Mobile-mobiler. De skulle ifølge artiklen komme ud en gang ved andet halvår af 2008.
Per Lindberg, teleanalytiker hos Dresdner Kleinwort mener, at både Sony Ericsson og Microsoft kan vinde på denne affære:
– Det er lidt af et sceneskift; Sony og Microsoft er jo bitre rivaler. Men på den anden side, hvem skulle havde troet, at Nokia ville sælge Microsoft-tjenester i deres telefoner, som de gør i dag, siger han skælmsk.
Per Lindberg ser det hele som en affære, hvor også producenterne af Microsoft-mobiler vil begynde at bruge Ericsson Mobile Platforms (EMP) som leverandør til deres mobiler.
– Dette kan udmønte sig i et bedre partnerskab. Det er første skridt mod at hele Microsoft-sortimentet skal begynde at bruge EMP som leverandør. Det som Microsoft-mobilerne i dag har problemer med er batteritider, interoperability og lignende, som EMP er gode til.
Sony Ericssons høje position på 3G-markedet nævner han også som en vigtig brik i dette spil. Der kan Microsoft med en alliance få et forspring i forhold til Apple.
– Bare se på Apple, hvor Steve Jobs nævner, at Apple ikke arbejder med 3G i iPhone på grund af batteritiden – det stemmer jo ikke. Det handler bare om at Apple har valgt Infineon som leverandør, og de kan ikke leverer 3G, siger han.
Per Lindberg tror også, at Sony Ericsson vil tilpasse deres Microsoft-mobiler med deres egne løsninger i stedet for at sætte deres varemærke på Microsoft-produkterne. Men hvis Microsoft-mobilerne kommer, så vil de tidligst komme næste år, så indtil videre må vi lade tiden råde.
Sony Ericcson selv vil ikke komme ind på de nærmere omstændigheder, da man naturligt nok ikke ved noget mere om det i den danske afdeling.
– Sony Ericsson har valgt Symbian som platform, og det virker. Men alle kigger da hele tiden omkring sig for nye muligheder. Men personligt ved jeg intet om selve sagen, så lad rygter være rygter i øjeblikket, siger Kenneth Møller, National Account Manager for Sony Ericsson i Norden.