Sony Ericsson T707 fremvist i Kina
Under en pressekonference i Kina fremviste Sony Ericsson den kommende klapmobil T707, der måske er bedre kendt under kodenavnet ‘Elle’. Det skriver den kinesiske gadget- og mobilhjemmeside it168, der samtidig har billeder fra konferencen.
Ifølge billedet fra præsentationen kommer T707 til at understøtte både quad-band GSM-netværk samt dual-band UMTS / HSDPA-netværk, op til 7.2 megabit i sekundet. T707 skal ifølge oplysninger ende med at måle 93 x 50 x 14 millimeter, og have en vægt på 98 gram. Skærmen er 2,2 tommer stor, og der kommer et hukommelseskort på en gigabyte med telefonen.
Ifølge vores oplysninger planlægger Sony Ericsson, at annoncere T707 og to andre mobiltelefoner i løbet af den næste måneds tid. T707 vil komme i en række forskellige farvevarianter, og vil formentlig blive markedsført af Sony Ericssons brandambassadør, tennisstjernen Maria Sharapova.
Ups – det passer ikke helt
Under præsentationen fremviser Sony Ericsson et billede af 2007-produktporteføljen, og på netop dette billede finder vi noget mærkværdigt. Længst ude til højre nævnes nemlig navnene på to smartphones, der blev annulleret under udviklingsforløbet – M610, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på Mobil, og modellen P3, som ligeledes ikke går ubemærket forbi det trænede øre.
Det er i og for sig mærkeligt nok, at Sony Ericsson har valgt, at inkludere disse to modeller på billedet, men mere mærkeligt og nærmest amatøragtigt er det, at billedet af ‘P3’ er en forfalskning, der kan findes på Internettet i løbet af nul komma fem.
Kilde: it168.com