Sony Ericsson udvider med 5 millioner sange

Sony Ericsson har underskrevet en aftale med 10 pladeselskaber for at øge indholdet af musik, så forbrugerne kan vælge mellem fem millioner nye sange. Danmark bliver et af de allerførste lande, som får glæde af den nye satsning, der også vil omfatte lokalt baseret musik.

Sony Ericsson udvider med 5 millioner sange

Sony Ericsson har netop afsløret næste trin af PlayNow Arena, svenskernes over-the-air (OTA) download-service.

På MIDEM-konferencen i Cannes kunne Sony Ericsson skrive under på en aftale med 10 nye pladeselskaber, som vil betyde flere end 5 millioner nye sange til musikkataloget. De går dermed Nokia i bedene, der sidste år lancerede deres stort anlagte Nokia Music Store, som dog ind til videre kun er tilgængelig i England.

De nye selskaber er Sony BMG, Warner Music Group, EMI, The Orchard, IODA, The PocketGroup, Hungama, X5 Music, Bonnier Amigo og VidZone.

Sony Ericsson er derudover i gang med at forhandle om muligheder for at gøre mere lokalt baseret musik tilgængelig via PlayNow Arena. Hovedparten af indholdet er DRM-fri.

Sony Ericsson introducerede PlayNow 2004, hvor mange kunne købe polyfoniske ringetoner til telefonen. Servicen er tilgængelig i 32 lande, og Sony Ericsson oplyser selv, at der er blevet downloadet mere end 200 millioner filer.

Om den nye aftale fortæller Sony Ericssons Executive Vice President, Anders Runevad:

– Vi er glade for at kunne offentliggøre aftaler med så interessante labels. Det vil være med til at realisere vore visioner for PlayNow som en service, der vil blive udbygget i samarbejde med vore partnere. Vores samarbejde i branchen sikrer, at vi opbygger en oplevelsesbaseret platform, der giver en unik oplevelse for brugerne og en forretningsmodel, som alle har fordel af.

PlayNow Arena bliver lanceret i Danmark, Sverige, Norge og Finland i maj 2008. Sony Ericsson forventer, at PlayNow arena vil være aktiv på tæt ved 30 markeder ved slutningen af 2008.

Oven i den nye musiklancering har Sony Ericsson tilføjet 250 nye spil gennem det eksisterende samarbejde med EA Games, Gameloft, THQ, Glu, Digital Chocolate og I-Play.