Sony Ericsson udvider sit EDGE-program med to nye modeller
Sony Ericsson præsenterede i dag de to nye kamera-telefoner, der begge benytter EDGE-teknologien.
Det betyder hurtig adgang til trådløse data, alle former for download, messaging og interaktive online spil.
Begge telefoner er unikke – Z500i er en klaptelefon med mulighed for optagelse af stillbilleder og video samt nem adgang til spil og kommunikation – mens S710a er en megapixel kamera-telefon med et innovativt vende-design.
Z500i lanceres i Europa og Asien, mens S710a lanceres på det amerikanske marked. Begge telefoner er Class 10 EDGE-apparater, der benytter standardens seneste forbedringer ved adgang til e-mails, spil og informationer, fordi de kan downloade informationer med en hastighed på op til 240 kbps og uploade med op til 120 kbps.
EDGE – eller Enhanced Data Rates for Global Evolution – er en 3G-teknologi, som leverer broadbandlignende data-hastigheder til mobiltelefoner.
Z500i er en elegant klaptelefon i et klassisk Sony Ericsson-design med fine kommunikationsmuligheder og er samtidig ekstrem let at bruge. Z500i er også en af de første Sony Ericsson-telefoner, der har Push to Talk over Cellular (PoC) – en teknologi som gør Z500i billigere i brug, fordi mobiltelefonen kan benyttes som en tovejs radio.
Det 65.536 pixel store farvedisplay er ideelt til at se alle former for billeder både ved download og surfing. Og det sker alt sammen hurtigere ved hjælp af EDGE data-forbindelsen.
Når telefonen er lukket benyttes det eksterne 4.096 pixel store farvedisplay som kamerasøger samt som display for Picture CallerID, hvor der vises navn og billede af den person, der ringer.
Ligesom man kan læse tekstbeskeder uden at åbne telefonen. Z500i kan nemt synkroniseres med en computer og har en række organizer-funktioner, så brugeren er ajour med computerens oplysninger i kalenderen og kontaktlisten, mens man er på farten. Z500i kommer på markedet i fjerde kvartal af 2004.
S710a har som S700 et stilfuld og unikt trevejs, vendbart kommunikationsdesign. Det giver brugeren den nemmeste betjening, enten der skal tages billeder, surfes på nettet, tales, skrives eller e-mailes.
S710a har et integreret 1,3 megapixel CCD digitalkamera til at tage billeder i høj opløsning samt en ridsefri 2,3" 262K TFT-farveskærm til billeder og spil.
For yderligere at forbedre billedoplevelsen leveres S710a med Photo Light, der sikrer fotooptagelse i mørke og 8x digital zoom til at hente motivet ind.
Kameraet er klar til brug, når linsebeskyttelsen åbnes. Billeder og video kan optages med blot et enkelt tryk på en knap. Og med yderligere et tasteklik eller to er billede og video sendt af sted til venner, kolleger og familie.
S710a kommer på markedet i fjerde kvartal af 2004.