Sony Ericsson W302: Køb mig, elsk mig!
En hurtig søgning på en af prisberegningssiderne resulterer i alenlange lister over mobiler i prisgruppen mellem 1.000 og 1.500 kroner Lige nu næsten 100 modeller. Og det er der, Sony Ericssons nye budgetmobil W302 skal slå igennem. Hvordan klarer W302 sig så i den drabelige konkurrence? Svaret? Helt okay. Hverken mere eller mindre.
Jeg husker, da jeg har 18 år gammel og skulle købe min første bil. Hos forhandleren faldt mit valg på en japaner med sportsbetegnelsen GTI og en fræk sprosse. Den var mange tusinde kroner dyrere end den Volvo, der stod ved siden af. Og selvom jeg var der for at købe Volvoen, kørte jeg af en eller anden årsag derfra i denne lille fikse – og skulle det vise sig – fuldkommen usle tegnebogsmishandler. Det var den første i en række af dårlige handler, jeg har gjort i mit 35 år lange liv. Og når jeg nu står med Sony Ericssons W302 i hånden, har jeg svært ved at bestemme mig for, om denne mobil er en visuelt tiltalende japaner eller en tryg Volvo.
Farvet og lækker
Det ydre skriger nemlig "Køb mig! Elsk mig!". Formsproget er inspireret af storebror W890, og telefonen kommer i farverne Midnight Black og Sparkling White. Den er utroligt tynd (kun 10,5 mm), og forsiden er lavet i børstet og lakeret aluminium, og den føles betydeligt dyrere og mere eksklusiv, end den rent faktisk er. Kvalitetsfornemmelsen springer straks frem, selvom bagsiden er af plast. En flot detalje er to stykker "anti-glid" på bagsiden, der forhindrer, at den glider rundt, når man lægger telefonen ned. For den er jo netop meget let og vejer kun 78 gram. Tasterne, der er i plast, føles måske lige små nok, men det går.
Hvis ydersiden imponerer, føles indersiden gammel og lidt forældet. Skærmen er i sig selv relativt lysstærk, men opløsningen er ikke den bedste, så billedet bliver ikke skarpt. Fotos fra kameraet kan være svære at tyde, men bliver tydeligere, når man tager dem ud og ser dem på en computer.
Menusystemet genkendes fra tidligere modeller fra Sony Ericsson, men det er budgetvarianten, hvilket man for eksempel mærker på webbrowseren, der er meget begrænset og på en hel del detaljer i menuerne.
W forpligter
At mobilen bærer tilnavnet "W" sladrer om, at det drejer sig om en musikmobil. Walkmanknappen er lettilgængeligt placeret til venstre på den øvre kant. Når man klikker på den, får man direkte adgang til MP3-afspilleren. Den er lidt enklere end den Walkman-afspiller, vi finder i dyrere modeller, og inspirationen fra Playstation bliver man for eksempel snydt for. Man kan skabe spillelister, og ekstrafunktionen TrackID til at identificere titel, artist og album på musik i radioen er med, men ikke særlig meget mere end som så.
På en måde er MP3-afspilleren mobilens største svaghed. For det første er mobilen småt udrustet rent hukommelsesmæssigt. Regn med at bruge yderligere nogle hundrede kroner på et større hukommelseskort. Desuden understøtter mobilen ikke større kort end 4GB, hvilket er lige lille nok, når de fleste musikafspillere udstyres med mindst 8GB nu for tiden. Har man meget musik i sin computer, må man lave spillelister. Og så er det naturligvis godt, hvis listerne er lette at opdatere og synkronisere.
Og her har vi måske mobilens akilleshæl. Software til at synkronisere musik eller andet med medfølger ikke, så man er henvist til at tilslutte telefonen i en såkaldt masselagringsindstilling, og så må man trække og slippe sange, man vil have med. Ikke helt smart, men det fungerer, selvom det begrænser muligheden for at have spillelister en del.
Det tager over 10 minutter at fylde det medfølgende 512 MB-kort med musik, og det er for langsomt. De medfølgende høretelefoner er for store til mine små øregange, og det gør ondt i ørene efter et stykke tid. Dette resulterer også i, at meget af lyden "lækker ud" og bassen tilintetgøres. Mobilen har ikke 3,5 mm-stik, selvom den har det på højttalerledningen, der bliver kilometerlang, da jeg i stedet kobler mine Koss-høretelefoner til.
W302 er udstyret med en digital equalizer, men lige meget hvordan jeg vælger i menuen, føles bassen svag, selv med mine tætsluttende høretelefoner. Til og med i indstillingerne "Disco" og "Bas" er det tyndt. Distortion er også et problem, der bliver en plage, når man bruger egne ringetoner med mobilens volumen for ringetoner sat i den øvre del af skalaen. Så slår diskanten til i den interne højttaler, så det løber koldt med af ryggen.
Mobilen har indbygget radio, men modtagelsen er ikke den bedste, og det er besværligt at slukke radioen, når den ligger i baggrunden og skråler. Mobilen har også TrackID til at identificere sange, man hører i radioen.
Nødvendige funktioner væk
Selvom W302 tilbyder en del frække funktioner på papiret, har Sony Ericsson egentlig fjernet al nødvendig hardware, så funktionerne i princippet gør dem ubrugelige. Funktionen til billedblogging er helt unødvendig. Kameraet på 2 megapixel er ikke noget at råbe hurra for, og billeder er nærmest kun brugbare, hvis man tager dem udenfor i dagslys. Og ikke engang der bliver billederne særlig gode, eftersom kameraet mangler autofokus. Manglen på 3G gør, at overførsler til billedbloggen Blogger går i søvngængertempo, og det samme gælder, når man surfer med den her mobil, det er helt enkelt ikke et holdbart alternativ.
Men det er trods alt en fin lille telefon. Og for brugeren med lave krav, er det et godt køb. For præcis som, da jeg købte min første bil, er der mange asiatiske og finske GTI-modeller på markedet. W302 er en enkel og billig telefon, og det er tydeligt, at man får det, man betaler for. Til telefoni og enkel musikafspilning er W302 et fornuftigt valg med et flot ydre.
Spørgsmål og svar
Er det medfølgende 512 MD-kort virkelig nok?
512 MB hukommelse svarer til cirka 100-150 sange, afhængigt af hvor hårdt sangen komprimeres, og hvilken type komprimering man vælger. AAC og WMA bruger mindre plads en MP3. For at kunne bruge W302 som MP3-afspiller anbefaler vi, at man køber et 4 GB hukommelseskort.
Hvad er TrackID og er det brugbart?
Med TrackID optager man en bid af den sang, man hører i radioen. Så sendes denne til en central server, der gennemsøger en database med millioner af sange. Forhåbentlig genkender TrackID din sang og sender titel og artist tilbage til dig.
Hvordan føles telefonens kvalitet?
Selvom det er en budgettelefon, føles den gedigen og velbygget, eftersom den er i aluminium. Det er sjældent, man finder telefoner i denne prisklasse, hvor materialet er andet end plast. Til og med bagsiden af plast føles eksklusiv, da den er lakeret med en mat lak.
Alternativer
Nokia 5310 og 5220 føles umiddelbart lige så gode eller bedre som telefoner, der desuden fungerer bedre til synkronisering med Mac OS og Windows. Desuden føles begge disse telefoner mindst lige så gedigne i kvaliteten som W302. Også Samsung SGH-L700 føles som gode alternativer.