Sony Ericsson W350: Klappen er tilbage
I de sidste år som separate mobilproducenter kom både Sony og Ericsson med flere modeller med tastaturet gemt bag en klap. Efter fusionen har andre former domineret, hvis vi ser bort fra P-seriens smartphones, men nu er der altså en ny, tynd klapmobil. W350i virker mere beslægtet med klassikere som Ericsson T28 eller Sony CMD Z7 end med for eksempel P990. T28 og Z7 var blandt de mindste mobiler, der var på markedet omkring årtusindeskiftet, og W350i ligger godt til med mål og vægt i forhold til dagens udbud.
W350i giver høj kvalitetsfornemmelse for pengene. Coveret har en mat overflade, men er ikke helt så stridt som på mobiler med tykkere gummilak. Pasformen mellem klappen og selve telefonen er rigtig god, og der er en lille kant, der gør det let at åbne telefonen med en hånd. Plasten i klappen er kun cirka en millimeter tykt, og området bag knapperne er let elastisk – når man bruger de udvendige knapper, er det tastaturet bag klappen, der registrerer trykket. Klappen er aktiv – det vil sige, at mobilen kan mærke, hvornår man åbner og lukker den. Det gør, at man kan besvare en samtale ved at åbne klappen eller aktivere musikafspilleren ved at lukke klappen. Ciffertastaturet er godt – tasterne udnytter al pladsen bag klappen, hvilket giver en udmærket størrelse. Firvejsknappen er sølvfarvet og udstyret med riller, som om det var et stykke frisk metal. Hvis jeg skal anmærke noget, er det, at tasterne er ret glatte og dupperne på femmeren er så små, at det er svært at vide hvilken tast, man trykker på uden at se på mobilen.
Gamle nyheder
Når det gælder softwaren i mobilen, drejer det sig hovedsalig om gamle nyheder. Musikafspilleren er derimod bedre end gennemsnittet og har næsten samme flotte og simple brugerflade, som findes i topmodellerne. Forskellen består i, at W350i har en grimmere brugerflade i menuerne og mangler de animerede overgange mellem forskellige oversigter i musikafspilleren. Afspilleren kan bruges, uanset om klappen er åben eller lukket. Ydersiden af klappen fungerer som en firvejsknap med mulighed for at skifte mellem sange eller navigere i musikafspillerens menuer. Klikket i knappen bag klappen kan mærkes, når man trykker, og mobilen vibrerer for at give en god feedback. Walkman-knappen på siden af mobilen åbner menuen til valg af album, artist og spillelister. Musikafspilleren ordner effektivt al musik efter filernes id3-tags, og man kan enten bladre i spillelister eller taste nogle bogstaver ind for hurtigt at finde frem til den rette sang eller artist. Headset-ledningen har svarknap og et almindeligt 3,5 mm-stik til høretelefoner, men de medfølgende snegle er bemærkelsesværdigt dårligere end de in-ear-høretelefoner, der leveres med Sony Ericssons mere eksklusive musikmobiler. Det inkluderede hukommelseskort på 512 MB rummer et rimeligt antal sange, men mange mobiler leveres med større kort, så tænk over, hvor meget kapacitet du har brug for.
Design og musik i fokus
De forinstallerede funktioner er identiske med mange andre Sony Ericsson-mobiler, og W350i indeholder få nyheder. Indholdsmæssigt virker for eksempel K660i meget mere nyskabende med animerede menuer, forbedrede internetfunktioner med mere. Det er tydeligt, at Sony Ericsson i stedet har prioriteret det ydre design og musikfunktionerne. Selvom meget i brugerfladen føles hentet fra en betydeligt ældre mobil, betyder det ikke, at W350i er besværlig at bruge. Samtalelisterne er opdelt i faner, så man let kan adskille ind- og udgående eller ubesvarede opkald. Telefonbogen er fleksibel og har plads til mange felter til hver kontakt. Informationen om hver kontakt er opdelt i faner, så man slipper for alt for lange lister. Også RSS-læseren, der er integreret i beskedmenuen, er rigtig god med tanke på mobilens pris. Det, der trækker helhedsindtrykket ned, er den kluntede tekst og den lave skærmopløsning. Med tanke på, hvad konkurrenterne tilbyder i samme prisklasse, føles det fedtet, at Sony Ericsson ikke har satset på en QVGA-skærm. En anden detalje, der er fedtet med, er kameraet. W350i har et fixfokuskamera med 1,3 megapixel og finesser som fotobelysning, beskyttelse for linsen og videooptagelse glimrer ved sit fravær.
Den hurtigste opkoblingsmulighed er Edge, så med de fleste operatører må man nøjes med almindelig GPRS-hastighed. Ydeevnen rækker til at surfe på almindelige mobilsider, og webbrowseren er fin til det formål. Webbrowseren klarer at vise HTML, men den store datamængde på mange sider gør, at man må vente i evigheder på at sider loader. Der er heller ikke nogen miniaturebilleder eller andre måder let at navigere på en computerside på, så det er bedst at holde sig til mobiltilpassede sider.
W350i passer ind i kategorien for telefoner, der forsøger både at være mobil og MP3-afspiller. Designet er ikke lige så ekstremt som for eksempel Samsung F210, så Sony Ericsson har ikke måtte gå lige så meget på kompromis med mobilens brugbarhed. Kameraet, skærmen og dataopkoblingen er telefonens svagheder, men kan man leve med det og vil have en lille og flot musikmobil, er W350i et interessant alternativ.
Ydeevne
SP Mark-test: Telefonen kan ikke køre vores testprogram. Menusystemet er hurtigt, men man kan mærke, at W350i ikke er lige så kraftfuld som dyrere telefoner.
Batteritid / Taletid
Producenten oplyser: 7 timer
Batteriets taletid for os: 7 timer 20 minutter
Kommentar: Bedre resultat end lovet og en lang batteritid med tanke på, hvor tynd og let mobilen er.
Spørgsmål og svar
Hvordan virker klappen? Klappen er meget tynd og lavet i plast, men den har alligevel aktive funktioner som knapper til musikafspilleren og mulighed for at besvare samtaler.
Hvilken type høretelefoner følger med? Mobilen leveres med lidt enklere snegle end dem, der leveres med dyrere Walkman-mobiler.
Hvilke funktioner kan man benytte med klappen lukket? De udvendige knapper styrer musikafspilleren. Man kan starte og stoppe, skifte sang, justere volumen og bruge musikafspillerens menu.
Alternativer
Sony Ericsson W380i og Nokia 5310 er andre musikmobiler med lav pris. Nokia har fine finesser som QVGA-display, standardstik til høretelefoner og hukommelseskort på 2 GB. W380i har næsten samme specifikationer som W350i, men er en klapmobil med lækkert design og flot udvendigt display.