Sony Ericsson W700: Ganske simpelt simplere
Prisen er en af den her musikmobils vigtigste egenskaber, og konkurrenterne er lige så indlysende. Eftersom W700i har så meget til fælles med forgængeren og storebror W800i ligger sammenligningen lige for. W700i har et kamera, men mangler autofokus, og den har halvt så meget hukommelse som W800. Udover farvevalget er telefonerne helt ens.
Derfor er det særlig interessant, at en hurtig søgning på internettets prisguider viser, at W800, den bedre af de to telefoner, faktisk er billigere. I skrivende stund er W800i omkring knap 1.000 kr. billigere end det der skulle være budgetvarianten W700i. Og det til trods for at W800 både har et mere avanceret kamera og dobbelt så meget hukommelse på det medfølgende hukommelseskort.
Lavere pris forventes
En prissænkning på W700 eller en lille tryllekunst fra Sony Ericssons side, hvor man fjerner W800 fra markedet, er altså to mulige scenarier. Sker intet af dette, er valget mellem de to modeller jo åbenlyst.
Vi skal dog se lidt nærmere på W700s kamerapræstationer, for her er forskellen til storebror størst. Der er stor forskel på et kamera med og et uden autofokus. Mens W800 giver skarpe billeder, bliver fotos fra W700 let slørede. Telefonen finder ikke kontrasterne, og hele billedet har tendens til at blive lidt grumset. Det ses både på mindre billeder, som man sender via MMS, og fænomenet bliver endnu tydeligere, hvis man tager et 2-megapixelbillede og gransker det grundigt efter på en computerskærm. Ellers er kameraet godt og har en blitz til at få bedre billeder, når der er dårligt lys.
I øvrigt holder telefonen samme klasse som W800, dog med undtagelse af hukommelseskapaciteten på det medfølgende hukommelseskort. Der er en webbrowser, som kan klare mobiltilpassede sider, og funktioner som e-mail, kalender, alarm, lommeregner og andet. Menusystemet er overskueligt og let at bruge.
Du kan overføre sange til medieaf-spilleren via den medfølgende software og USB-kabel. På den måde kan man overføre sange direkte fra CDere via computeren til mobilen. Har man færdige MP3-filer, kan man selvfølgelig også overføre dem direkte.
Det største spørgsmål omkring W700 er som sagt prisen, og når W800 findes til en lavere pris end W700, er der ingen grund til at vælge W700 fremfor den. Man må naturligvis bedømme, hvad autofokus og mere hukommelse er værd, men W800 burde i alle tilfælde diktere en pris på nogle hundredelapper lavere for W700.