Sony Ericsson W902: Veludrustet Walkman

Det er ikke kun det eksklusive kamera, der giver W902 en fornemmelse af ''ekstra alt". Her er meget af alt muligt.

Sony Ericsson W902: Veludrustet Walkman

En del mobiler gør sig bedre i virkeligheden end på billede. Jeg havde set W902 på billede mange gange og syntes, at den så rigtig kedelig ud, inden jeg til slut fik den i hånden og opdagede, at den er rigtig lækker. Også andre i mine omgivelser kommenterer spontant, at telefonen er flot.

Telefonen føles også lille og praktisk og ligger godt i hånden. Hvis den bare havde været lidt gummiagtig udvendigt i stedet for af hård plast – så havde det været perfekt. Tasterne sidder godt og er skønne at trykke på, men tekststørrelsen på ciffertasterne er nok den mindste, jeg nogensinde har set på en mobil, så W902 er nok ikke noget for folk, der bruger læsebriller.

Brugervenlig som få

Men nok om udseendet, lad os se på telefonen. W902 er en Java-mobil, hvilket indebærer, at de programmer, der kan installeres på telefonen er færre og mere begrænsede end på en smartphone. Til gengæld plejer Java-telefoner at opfattes som lettere at bruge end smartphones.

Når det kommer til at være let at bruge, er der efter min mening ingen, der slår Sony Ericsson. Man har finpudset den traditionelle telefonmenu med genvejsknapper og en hovedmenu med ni valg til perfektion. Tag sådanne smarte detaljer som at telefonen, når man begynder at taste et nummer, foreslår alternativer fra telefonbogen, der matcher nummeret, at telefonen spørger, om man vil gemme et nyt nummer i telefonbogen, eller at man kan holde en af ciffertasterne nede for at komme direkte til det bogstav i telefonbogen. Funktionerne kan desuden slås til og fra efter smag og behag.

Til gengæld kan systemet føles lidt trægt i visse situationer. I den her telefon mærkes det frem for alt på bevægelsessensoren, der vender skærmen efter, hvordan man holder den. Det kan tage et par sekunder for telefonen at udføre, og det føles som om, det havde gået hurtigere, hvis jeg havde gjort det selv. Udover at vende skærmen bruges bevægelsessensoren til spillet Need for Speed, som man kan styre ved at hælde på telefonen, samt i et enkelt skridttælleprogram.

Det er jo en Walkman!

Men inden vi går ind på mobilens øvrige programmer, skulle vi måske lige se på musikfunktionerne. For det er jo en Walkman-mobil, og Sony Ericsson tager flere penge for mobiler med Walkman-stemplet, som skal være en garanti for, at mobilen giver en førsteklasses musikoplevelse.

Og det stemmer i hvert fald efter mobilstandarder. W902 har den nyeste version af Walkman-afspilleren, der muligvis med undtagelse af iPhones er den bedste, man kan få i en mobiltelefon. Der er god understøttelse af spillelister, volumen kan justeres i flere trin, og musikken toner op og ned ved pause.

Walkman-afspilleren kommer man til med en særlig knap på oversiden. Jeg vil ønske, at man, når man trykker på Walkman-knappen igen, kommer tilbage til, hvor man var før – sådan fungerer det desværre ikke. Telefonen har også knapper på siden til volumen, pause og til at skifte mellem sangene.

Flot tilbehør

Sony Ericsson er generøse med tilbehøret. De sender et hukommelseskort på 8 GB med i æsken. De medfølgende høretelefoner er også blandt de bedste, der følger med en mobiltelefon, selvom jeg straks hører forskel, når jeg i stedet kobler mine Sennheiser-høretelefoner til. Dette gør man med den medfølgende adapter til 3,5 mm-stik. Mange hader adapteren, men personligt har jeg aldrig forstået hvorfor. Den sidder på ledningen, fylder ingenting og skal alligevel bruges, hvis jeg vil tale i telefon med høretelefonerne.

Derimod kan jeg irriterer mig over headset-tilslutningen på siden af mobilen i stedet for nedenunder. Ledningen går desuden til siden fra stikket, hvilket gør den til en krog, der er som gjort til at sætte sig fast, når man tager telefonen ud af lommen.

5-megapixelkamera

Kameraet er vel telefonens andet store salgsargument. Walkman og 5 megapixelkameraet lyder som den perfekte kombination. Men det er et kamera med begrænset funktionalitet sammenlignet med det, der er i Sony Ericssons Cybershot-mobiler. Jeg bliver desværre ikke særlig imponeret af billedresultatet. Som så ofte bliver mobilbillederne gode udendørs i god belysning, men indendørs, eller udendørs en gråvejrsdag for den sags skyld, får de hurtigt problemer med skarpheden, trods den ekstra stærke fotolampe.

Det er ikke et dårligt kamera, men heller ikke bedre end mange 3,2 megapixelkameraer. Jeg tilhører desuden dem, der synes, at en kameramobil skal have rigtig linsebeskyttelse, jeg får altid sat fingeraftryk på linsen med katastrofale billeder som resultat. Efterbehandlingen af billederne er derimod udmærket med god oversigt med miniaturer i fotoalbummet og mulighed for at sende billeder til Blogger med et klik.

Turbo-3G

Mobilen har Turbo-3G, men som på mange andre nye Sony Ericsson-mobiler lader det til at være lidt så som så med at få nettet til at forstå det. I hvert fald føles den mobile webbrowser lidt træg, selvom den opdaterede version nærmer sig Nokias i funktionalitet.

Derimod har den mange gode ekstraprogrammer. Først har vi jo Walkman-klassikerne TrackID (finder frem til hvilken sang, der spilles på caféen eller til træning med utrolig præcision) og Sense Me (sortere dine sange efter sindsstemning). Skridttælleren har jeg nævnt. Programmerne Music-, Video- og Photo-DJ giver gode muligheder for medieredigering. Fotolampen kan bruges som en udmærket lommelygte.

Accuweather er et fint vejrprogram, og Youtubes mobilklient fungerer rigtig fint til at vise Youtube-klip i mobilen. Google Maps giver dig kort og udmærket mobilnetspositionering uden GPS. Her kan man også nævne, at programmet til e-mail i mobilen er blandt de bedste og mest overskuelige, der findes til mobiler.

Mine største indvendinger er, at telefonen føles lidt langsom og lidt ustabil. Under den tid, jeg tester, oplever jeg diverse fejl, og flere gange genstarter telefonen. Børnesygdomme, der sikkert bliver ordnet med softwareopdateringer, men alligevel en advarsel værd.

Spørgsmål og svar:

Jeg synes, at Sony Ericssons skærme plejer at være meget dårligere end Nokias i dagslys. Gælder det også denne?

Faktisk ikke, jeg bemærker en klar forbedring her, og Sony Ericsson lader til at have brugt samme teknik, som Nokia bruger i sine mobiler. Skærmen er i hvert fald fuldt læsbar i direkte sollys.

Hvordan er kameraet at videofilme med?

Ikke noget særligt, opløsningen er kun 320 x 240 pixel, man kan kræve mere af et 5- megapixelkamera, synes jeg.

Min sidste Sony Ericsson var fuld af fejl. Er den her mere stabil?

Nej, desværre ikke. Telefonen har genstartet spontant for mig flere gange, og også andre underligheder, som at knapper ikke fungerer midlertidigt, har forekommet. Man må håbe, at der snart kommer en opdatering.

Alternativer:

Nokia N79 er en noget tykkere mobil i samme form, der ellers tilbyder det meste indenfor medie til cirka samme pris som W902.