Sony Ericsson X10 mini pro test
Da Sony Ericsson for et par måneder siden begyndte at sælge telefonen X10 Mini, indså man hurtigt, at den ville blive en stor succes. Det super lille format i kombination med mange smarte funktioner – det er let at synes om sådan en telefon.
Måske er det lidt forvirrende med alle X10-telefonerne, som Sony Ericsson nu smider omkring sig. Først kom den store X10. For en måned siden begyndte man at sælge den super lille ”X10 Mini”, og nu kommer der altså yderligere en X10-telefon: X10 Mini Pro. Den er på mange måder identisk med søstermodellen X10 Mini. Forskellen er tastaturet, som man kan trække ud fra X10 Mini Pro. Alligevel er den her telefon kun en sølle millimeter tykkere end X10 Mini. Den er også blevet et par millimeter længere. Men formatet er stadig lige uvirkeligt lille.
Mens de fleste smarte mobiler efterligner iPhone-formatet: stort og fladt, går Sony Ericsson helt klart i den anden retning med denne telefon.
For det første virker denne telefon bestemt ikke stor i lommen. Den er faktisk ikke lig nogen anden telefon på markedet lige nu (undtagen X10 Mini). Og når alle trends viser mod touch-mobiler, lader en ting at blive glemt: at fysiske taster altid er lettere at skrive på end på skærmtastaturet.
Det lille format er en af de ting, man hurtigt charmeres af ved denne telefon. Den er håndvenlig og lommevenlig. Desuden har den en skøn gummibelagt bagside. Hele telefonen virker behageligt gedigen, selv konstruktionen med slide-tastaturet føles stabilt og solidt.
Har alt – på papiret
Når det gælder grundforudsætningerne, kan man sige at ”alt man kan ønske sig” er puttet ind i den her telefon. Ser man på listen over funktioner, er der blandt andet GPS til kort og navigation. Der er musikafspiller, FM-radio og almindeligt høretelefon-stik (enkle in-ear-høretelefoner følger med). Der er 5-megapixelkamera med fotolampe og autofokus. Der er en god webbrowser, Facebook-klient og internetopkobling via både turbo-3G og Wi-Fi.
Så på papiret ser det uden tvivl godt ud. Hvordan er det så i praksis?
Googles Android-system, der sidder i denne telefon, er en af grundstenene, der gør det her til en fortræffelig telefon i praksis, ikke kun på papiret. Men det er ikke kun Android-systemet, der er vellykket. Det, Sony Ericsson har gjort, er, at man bedre end nogensinde tidligere har fået lavet en helhedsløsning.
Skærmen på 2,55” er ret lille af en touch-mobil med Googles Android-system at være. Derfor har Sony Ericsson valgt en lidt anderledes løsning til telefonens startskærm. I hjørnet af skærmen ligger ikoner til de mest brugte funktioner: beskeder, tastatur, telefonbog og musikafspiller. Vil man have andre genvejsfunktioner end dem, kan man skifte dem ud i telefonens indstillinger.
Facebook-widget
Widgets er populære til Android-telefoner. Man kan have vejrudsigter, nyheder, vennernes Facebook-status med mere på startskærmene. En sjov særhed ved Sony Ericssons mini-version af Android er, at man kun har plads til en widget per startskærm. Derimod kan man have lige så mange startskærme, som man vil, og skifte mellem dem ved at bladre med fingeren på skærmen.
Sony Ericsson har også deres eget program Timescape, der også er en widgets til på startskærmen. Timescape samler blandt andet indkomne SMSer, ubesvarede opkald og vennernes statusopdateringer på Facebook og Twitter. Man bladrer sig frem ordnet efter tid.
Internet i lommen bliver jo uden tvivl mere og mere vigtigt for mange af os. Uanset om det handler om mail, Facebook eller MSN-chat, så er skrivning centralt. De fleste Android-telefoner har hidtil haft et lille tastatur på skærmen til at skrive tekst med. Samme løsning som på Apple iPhone.
Sony Ericsson har i stedet valgt en anden løsning. Eftersom denne lille telefon har en ret lille skærm, bliver et skærmtastatur lidt for lille. Men skubber den øverst del af mobilen til siden, kommer der i stedet et ciffertastatur frem, med eller uden T9. Det er let at skifte T9-sprog, hvilket også er en fordel for mange.
Almindeligvis trækker man dog tastaturet frem, så snart man skal skrive tekst. Og i de uger, jeg har prøvet telefonen, har jeg aldrig haft problemer med det.
Suveræne taster
Tastaturet er selvfølgelig ret lille, men det vigtige med taster på et mobiltastatur er snarere trykfornemmelsen, og at tasterne sidder tilpas adskilte, så man ikke risikerer at trykke forkert. Sony Ericsson har gjort det suverænt godt, når det gælder tastaturet. Tastaturet har god fornemmelse i responsen, når man skriver, og velseparerede taster. At tastaturet er ret lille, gør derfor slet ikke noget.
Desuden findes æ, ø og å som separate taster på den version af telefonen, der sælges her. Det er virkelig dejligt og meget enklere end at (som på visse telefoner) at skulle holde en funktionstast inde for at kunne skrive æ, ø og å.
Derimod har Sony Ericsson naturligvis måttet ofre nogle andre tegn på sit danske tastatur, og jeg bemærker efter lidt tid, at jeg for at få kommategnet frem, skal finde symbollisten frem på skærmen. (De andre taster, der er ofret i den danske version af telefonen, er spørgsmålstegn og apostrof, der begge nu kræver, at man holder funktionstasten nede). Men i hvert fald: tastaturet er uden tvivl en rigtig positiv overraskelse på denne minimobil.
Formatet indebærer, at skærmen på den her telefon er mindre end på de fleste andre touch-mobiler. Men det er jo ret indlysende. Noget, der er mere væsentligt er, at skærmen har gode farver og giver skarpt billede. Svagheden er, som så ofte med mobilskærme, læsbarheden i direkte sollys.
Når man peger sig frem i menuer på skærmen, er responsen ekstremt hurtig. Det har vist sig i vores test, at små touch-skærme ofte er klart hurtigere end store, og den her telefon er ingen undtagelse. X10 Mini Pro er vanvittig hurtig i skærm-responsen. Det mærker jeg også, da jeg tester den med programmet ”input benchmark”, hvor telefonen får et noget bedre resultat end både HTCs nyeste Android-telefoner og Googles egen Nexus One. Også andre benchmark-programmer viser hurtigheden i systemet: Neocore måler 40 billeder per sekund med 3D-grafik, mens programmet fps2d giver 75 billeder per sekund i 2D. Som sammenligning får storebror X10 29,5 og 33 fps, mens HTC Desire får 26,5 og 58 fps.
Det her er altså en hurtig telefon, det viser både benchmark-testene og oplevelsen fra et par ugers brug.
Kameraet er sjældent en styrke hos telefoner med Googles Android-system. Der plejer det at være systemet Symbian, der er bedst. Men med den større telefon Sony Ericsson X10 har vi faktisk fået den første Android-telefon med lidt bedre kamera. Desværre kommer denne telefons kamera ikke helt op på den billedkvalitet, som man får med storebror X10. Frem for alt er der ret få indstillingsmuligheder. Men udendørsbilleder bliver overraskende gode.
Det er i hvert fald let at skifte mellem at have fotolampen tændt og slukket, og mellem de fire forskellige motivprogrammer (blandt andet Makro til nærbilleder og den brugbare Sport til at fange skarphed på eksempelvis børn i bevægelse). Da jeg prøver kameraet sent Skt. Hans Aften i et ret mørkt rum, har den lidt svage lampe svært ved at lyse motivet godt op, men det er et ret almindeligt problem med mobilkameraer.
Udmærkede billeder
Noget, der faktisk er godt ved kameraet, er, at farverne bliver rigtig gode på billederne, og det klarer sig overraskende godt i lidt svære situationer, som begrænset modlys. Fotokvaliteten forekommer generelt at være bedre end gennemsnittet for mobiler i dag, om end klart under topklasse. Desuden fortsætter Sony Ericsson traditionen med en separat kameraknap, så det kun tager to sekunder at få kameraet i gang, sammenlignet med mange andre nyere telefoner, hvor man skal ind i menuerne for at starte kameraet (hvilket jo, som vi alle ved, ofte får den følge, at den der rigtig gode fotomulighed ikke er der mere, når man først får tændt kameraet).
Musik og FM-radio
X10 Mini Pro har også indbygget musikafspiller og FM-radio. Radiomodtagelsen er helt okay, og musikafspilleren kan synkroniseres via Sony Ericssons PC Companion, eller ved at trække musikken til hukommelseskortet, når man tilslutter telefonen til computeren.
Medieafspilleren er lidt speciel sammenlignet med andre Android-telefoner, og er faktisk ikke særlig imponerende. Der er få funktioner. Man kan søge efter en artist i artistlisten og spille sangene. Der skabes automatiske spillelister med mest spillede sange osv.
Muligheden for at installere programmer fra Android Market er selvfølgelig den største styrke ved X10 Mini Pro. Der er over 30.000 programmer, mange rigtig gode, til alt fra praktiske ting som noter, lydoptagelse, Office-programmer til underholdningsprogrammer som musik, billedbehandling og videoafspiller. Allerede fra start er der en del gode Android-programmer som Facebook, Youtube og Google Maps installeret. Det, der imponerer mig, er, hvor godt Android-programmerne tilpasser sig til den lille skærm. Her har Android-teamet hos Google tænkt det helt rigtige. Samme programmer, der fungerer på store, højt opløste skærme, fungerer helt fint på denne lille skærm, og tilpasser sig udmærket til skærmen.
God batteritid
En relativt stor skærm kombineret med et udmærket batteri gør, at X10 Mini Pro ikke er en af de nye mobiler, der skal oplades dagligt. Under testperioden kunne jeg ofte glemme at oplade den en nat, og den klarede alligevel dag to uden problemer, hvilket efterhånden er usædvanligt på denne type funktionsspækkede telefoner. Batteritiden er også bedre end for lillebror-modellen X10 Mini.
Batteritiden forbedres også ved smart batteribrug, hvor telefonen eksempelvis lukker Wi-Fi ned, når det ikke har været brugt et stykke tid. Når det gælder batteri udmærker X10 Mini Pro sig positivt sammenlignet med andre Android-telefoner.
Android-systemet giver mange muligheder. Den her telefon er en topmodel, og at den kan købes for omkring 2.500 kroner uden abonnement, gør ikke sagen dårligere.
For:
- Tastaturet
- Formatet
- Prisen
- Systemet
- Sony Ericssons tilpasninger
Imod:
- Få kameraindstillinger
Karakter:
Telefoni & data: 9
System & programmer: 9
Brugeroplevelse: 10
Materiale & kvalitet: 9
Multimedie: 8
Total: 90%