Sony Ericssons Facebook-mobil eksklusivt hos 3
Vi kan bare ikke få nok af Facebook herhjemme og man har længe kunnet gå på Facebook via sin mobil. Med den nye C510 fra Sony Ericsson bliver det dog endnu smartere, da du konstant kan holde øje med, om du er blevet tagget i et billede, blevet inviteret til fest eller har modtaget beskeder. I hvert fald hvis man køber den hos 3, der har store forventninger til Facebook-mobilen:
– I Sony Ericsson C510 er Facebook-applikationen blevet en integreret del af mobilen, så man kan være på med ét enkelt klik. Man kan for eksempel tage billeder med mobilen, uploade dem direkte til Facebook og tagge sine venner. Det har aldrig været nemmere, siger Stine Green Paulsen, kommunikationschef hos 3 Danmark.
Brugerne kan også chatte på Messenger og modtage Hotmails med den integrerede Windows Live-klient, og så kan man også se direkte tv via 3Mobil-TV. Sony Ericsson C510 har desuden 3-mega pixelkamera med autofokus.
Sony Ericsson C510 kan købes i løbet af i dag og i morgen til 499 kroner med abonnementet 3Boost 299.
Den kommer først i farven sort og i farven rød/hvid i uge 15.