Sony Ericssons første USB-modem med turbo-3G

Sony Ericssons MD300 er et mobilt bredbånds modem til computeren med turbo-3G, det er noget specielt business-segmentet efterspørger.

Sony Ericssons første USB-modem med turbo-3G

Er man meget på farten, så har man ikke altid mulighed for at koble sin bærbare computer op til trådløst internet. Derfor er et USB-modem med turbo-3G en meget efterspurgt løsning, noget for eksempel operatøren 3 nyder stor glæde af med deres USB-modem.

Sony Ericssons modem skulle være et såkaldt plug ‘n’ play-modem, så det er bare at stikke dyret i computeren, hvorefter det installerer sig selv automatisk. Helt i stil med 3’s modem. Til forskel fra 3’s modem har Sony Ericssons tilsyneladende ikke det lange USB-kabel, der tit er en praktisk løsning, når det skal sættes i computeren.

MD300 understøtter turbo-3G med en maksimum hastighed på 3,6 Mbps. Det kan undre, at de ikke har kørt hele linen ud med 7,2 Mbps, nu hvor mange mobiloperatører enten har eller meget snart vil opdatere deres 3G-netværk med op til 7,2 Mbps.

MD300 kommer i farverne sort og sølvmetal på udvalgte markeder i Q1 2008. Prisen er ikke oplyst.