Sony Ericssons nye S312

Sony Ericsson præsenterede i dag S312, der i praksis ikke byder på noget nyt og mest af alt minder om dens forgænger S302. Samtidig blev et nyt Bluetooth headset præsenteret.

Sony Ericssons nye S312

Den nye Sony Ericsson S312 er tiltænkt personer, der ønsker at fange spontane øjeblikke i billedform såvel som på video. Umiddelbart lyder det tilnærmelsesvist som en beskrivelse af Sony Ericsson S302, og det er ikke et tilfælde. De to modeller minder nemlig i høj grad om hinanden – både på funktioner, mål og vægt.

Ifølge Sony Ericsson er det primære i S312 dens kamera. Kameraet er på 2 megapixels og uden autofokus. På bagsiden finder man også en lille fotolampe til at assistere i dårlige lysforhold. Rent specifikationsmæssigt er det altså ikke prangende. Sony Ericsson har desuden valgt, at placere en række genvejstaster til nogle af kameraets funktioner på telefonens tastatur. Billeder og videoer optaget på telefonen kan sendes via Bluetooth eller til en blog (kun billeder). Alternativt kan disse overføres med et USB-kabel.

Skærmen er på 2 tommer med en opløsning på 176 x 220 pixels. Den kan vise op til 262.144 farver. S312 måler 100 x 46 x 12,5 millimeter og vejer blot 80 gram. Den kommer på markedet i andet kvartal i år i to farvevarianter: Dawn Blue og Honey Silver. GSM-antennen i S312 er udelukkende bygget til 900 og 1800 MHz netværk (dual-band).

Nyt Bluetooth headset

Ved samme anledning præsenterede Sony Ericsson også et nyt Bluetooth headset i den billigere ende. Sony Ericsson kalder selv det nye headset for VH300, og omtaler det som et ultra diskret headset, der let kan klipses fast i trøjen eller lignende. VH300 holder strøm i op til 250 timer på standby eller op til 10 timer, hvis snakken går løs. Det kommer på markedet i løbet af årets tredje kvartal.