Sony klar med LTE-mobil i denne måned

[Opdateret kl. 10.38] Xperia V er Sonys kommende flagskibsmodel, og den rammer det nordiske marked inden for nogle få uger.

Sony klar med LTE-mobil i denne måned

Sony Xperia V blev præsenteret på teknikmessen IFA 2012 i slutningen af august, og topmodellen er bl.a. udstyret med en 4,3-tommer HD-skærm, en dual-core Snapdragon processor på 1,5 GHz, NFC og et lynhurtigt kamera på svimlende 13 megapixels.

Derudover kommer Xperia V også til at kunne tåle både vind og vejr. Modellen er nemlig IP55/57-klassificeret, hvilket bl.a. betyder, at den kan overleve en tur under vand i en meters dybde i op til 30 minutter.

Xperia V bliver den første LTE-mobil fra Sony på disse kanter. Modellen benytter frekvensbåndene 800, 1800 og 2600 MHz, hvilket bl.a. samtlige danske operatører enten understøtter eller kommer til at understøtte.

Flere danske operatører er begyndt at tage forudbestillinger på Xperia V, og man forventer at kunne levere modellen i slutningen af november. Hos teleselskabet 3 har man i øjeblikket mulighed for at bestille Xperia V til 3.799 kroner uden abonnement, hvilket umiddelbart er den laveste pris lige i øjeblikket.

Modellen kommer med Android 4.0, men vil kunne opgraderes til Android 4.1 umiddelbart efter lanceringen. Sony har tidligere fortalt at Android 4.1-opdateringerne kommer næste år, så vi gætter på at det vil ske i begyndelsen af 2013.

Opdateret kl. 10.38: Vi har nu fået bekræftelse fra Sony Mobile i Danmark om at telefonen er klar til levering ultimo november, og den vejledende pris lyder på 3.999 kroner uden abonnement.