Sony PlayStation 5 lancering den 11. juni – husk headset
Som en reaktion på de mange protester i USA angående George Floyd-sagen bestemte Sony sig for at udsætte sit PlayStation 5-event. Der florerede længe rygter om en snarlig ny dato, blandt andet den 12. juni, men nu har Sony bekræftet, at PlayStation 5 lanceres den 11. juni klokken 22.00 dansk tid.
PlayStation 5 lancering 11. juni
Det oprindelige event skulle have været 4. juni, men Sony og PlayStation skrev i et tweet, at det ikke føltes som det rette tidspunkt at fejre noget: ”Mens vi forstår, at gamere rundt om i verden er spændte på at se PS5-spil, føler vi ikke, at det lige nu er tid til at fejre. På nuværende tidspunkt vil vi træde tilbage og tillade vigtigere stemmer at blive hørt.”
Det var generelt en populær beslutning blandt PS-fansene. Der var dog også dem, der ikke havde den store lyst til at skulle vente længere tid på at få afsløret PS5-konsollen. Der er endda dem, der ser Sonys beslutning om at udsætte eventet som et marketingkneb.
Når eventet går i luften, bliver det naturligvis et online-event.
Se også: De bedste spil til PlayStation
Husk høretelefoner
I følge invitationen til online-eventet lyder det i øvrigt ganske lovende, at man opfordres til at bruge høretelefoner og skrue godt op for lyden. Vi har tilsyneladende en stor lydoplevelse i vente fra den nye konsol fra Sony.
Af andre ting vi kan forvente af den nye spilkonsol er en yderst kraftig hardware. Den skulle bevirke, at det kun tager meget få sekunder at sætte et spil i gang. Desuden ventes grafikken naturligvis også at få et stort løft i forhold til forgængeren PS4. Også lyden har været på banen som en af de features, der ville få et stort løft.
Vi ser i hvert fald frem til at få alle specifikationer og funktioner bekræftet på den nye konsol. Forhåbentlig bliver der også listet en række nye flotte spil.
Se også: Nyheder om PlayStation 5