Sony Xperia E1: Sonys nye billige mobil med gode funktioner

Sony har lige lanceret Xperia E1, efterfølgeren til sidste års Xperia E. Den nye telefon byder blandt andet på Android 4.3 og lav pris.

Sony Xperia E1: Sonys nye billige mobil med gode funktioner

I bund og grund er den nye Xperia E1 en budgettelefon. Men i forhold til ydeevnen er telefonen alligevel interessant af en telefon i denne prisklasse at være.

Telefonens forside består af en 4 tommer skærm (800 x 480 pixel) med en pixeltæthed på 223 pixel per tomme (ppi). Processorkraften hentes fra Qualcomms Snapdragon 200, en dobbeltkernet systemchip (1,2 GHz) med en RAM-hukommelse på 512 MB. Telefonens lagringskapacitet ligger på 4 GB, men man kan også tilslutte et hukommelseskort på op til 32 GB.

Xperia E1 er også udstyret med højtalere, der skal kunne spille musik med en lydstyrke på 100 decibel – til sammenligning ligger HTC One på 93 decibel. Nu handler god lyd jo også om andet end blot power, så det bliver interessant at se, hvor god lyden bliver til musik i Xperia E1.

Telefonen kommer i en dual sim-model på udvalgte markeder. På softwaresiden kører den Android 4.3, også kaldet Jelly Bean.

Ingen lanceringsdato endnu

Xperia E1 kommer i farverne hvid, sort og rosa. Sony er hverken kommet med en lanceringsdato eller pris endnu. Men ifølge BGRs indiske udgave, kommer den til at koste under 175 euro, hvilket svarer til godt 1.300 kroner. Her til kommer moms oven i, så vi kan forvente en dansk pris på godt 1.600 kroner.

Først på tirsdagen lancerede Sony deres nye phablet Xperia T2 Ultra. Hverken Xperia E1 eller Xperia T2 er endnu klar til lancering i Europa, men Sony oplyser til mobil.nu, at begge modeller kommer til Danmark i starten af 2. kvartal.