Spam betaler sig
Debitel modtog for et par uger siden en bøde på 2 millioner for at have udsendt 48.000 uønskede mails og SMS’er. Men bøden har ikke nogen effekt på mængden af spam. Det skyldes ikke, at bøden på 2 millioner kroner er for lille, men at 98 procent af den spam, som danskerne modtager, kommer fra udlandet, hvor der ingen kontrol føres.
Ifølge Politiken udtaler Preben Andersen, chefkonsulent fra DK-Cert, der overvåger IT-sikkerheden i Danmark -Næsten al spam kommer fra steder, som er udenfor kontrol. Der vil fortsat være spam i stor stil og næste bølge bliver jo, at det begynder at komme på mobiltelefonen, siger han.
Vi modtager dagligt 10 uønskede mails og vi bruger tilsammen dagligt 19 år på at slette det ikke-inviterede materiale. Selskaberne tjener styrtende med penge, idet de udsender spam-mails til millioner af mennesker. Så selvom vi sletter materialet, vil en lille del af forbrugerne alligevel hoppe på krogen og købe en vare udsendt som spam.
-Det er håbløst at komme spam til livs. Man kan som forbruger kun gøre sig en række forholdsregler, hvor blandt andre spam-filtre er en del af løsningen. Man må lære at leve med det. Og at gøre det, er at have ordentlige værktøjer, der kan håndtere det, enten hos en selv eller hos en udbyder, siger Preben Andersen.