Spil rigtig poker med virtuelle kort på iPhone eller iPad
Vi kender det alle sammen, når bølgerne går højt under det hjemlige pokerspil: Et lille hjørne er pillet af bagsiden på spar es, og hvem har nu gjort det – og er det med vilje?
Og når det er Anders’ tur til at give kort, så ender Hjerter Es altid som bundkort, mens Jesper taber flere og flere kort ned på gulvet i takt med mængden af drikkevarer, der ryger indenbords.
Alle disse kilder til diskussion er for evigt stedt til hvile med den nye Bold Poker-app til iPhone og iPad.
Bold Poker-appen er en virtuel dealer, der deler virtuelle kort ud til de forskellige deltageres iPhones/iPads og samtidig sørger for, at flop, turn og river ligger frit tilgængelige midt på bordet, hvor de kan vendes i den korrekte rækkefælge.
Du kan vælge at få begge dine kort på samme skærm eller et kort på hver skærm, hvis du har tilstrækkeligt med iPhones.
Designet er udviklet, så kortene på skærmen skulle opføre sig så realistisk som muligt, og du kan/bør således vende din(e) skærm(e) nedad mod bordet og kun løfte det ene hjørne op for hurtigt at kaste et blik på, hvilke kort du har fået tildelt.
Appen holder også styr på dealer button, mens jetonerne fortsat skal håndteres i den virkelige verden.
Indtil videre understøtter Bold Poker kun Texas No Limit Hold’em. Flere pokervarianter skulle dog efter sigende være på trapperne.
Op til 12 spillere kan deltage. Hver især skal minimum have en iPad eller en iPhone til sine egne kort, og der skal samtidig være mindst en neutral skærm til fælleskortene.
En internetforbindelse er også uundværlig, men frygt ikke, at Hacker-Thomas benytter en toiletpause til at bryde ind i forbindelsen og se dine kort. Al transmission af kort fra den ene enhed til den anden er beskyttet af SSL-kryptering.
Lige nu kan man købe Bold Poker til halvpris, nemlig til 13 kroner i App Store.