Spotify guide og test
_Side 2 Læs testen af Spotify her_
Sammenholder man for eksempel TDC Play med Spotify, er der ingen tvivl om, hvem vinderen er. Spotify er simpelthen foran den danske konkurrent, når det kommer til kvalitet og tilgængelighed.
Opbygningsmæssigt hænger Spotify ikke på en masse flotte ikoner/pladecovere, men det er også bare med til at gøre det hele mere overskueligt på mobilskærmen.
Det er det nemmeste i verden at finde og hente numre ned på mobilen, når man først har købt sig adgang til Spotify Premium, som for de månedlige 99 giver mulighed for at lytte til musikken fra den store database på mobilen.
Kvaliteten er i verdensklasse, når jeg trykker ”Play” på farten, og muligheden for at lytte ”offline” gør, at jeg konstant har alle de nye fede album med i toget.
Søgefunktionen fungerer fortrinligt, ligesom der også er en fin oversigt over nyheder i butikken.
Også på computeren fungerer Spotify godt. Det er let at søge efter musik, og tjenesten er lynhurtig til at finde musikken. Lyden er god og man opretter let lister med favoritter. Spotify har jo slået pjalterne sammen med Facebook. Det betyder blandt andet, at man kan se og lytte til den musik, som Facebook-vennerne lytter til på Spotify.
For at få den bedste og ultimative musikoplevelse med Spotify skal man naturligvis have abonnement til både computer og mobil. Her er prisen på 99 kroner nok i overkanten, i hvert fald for dem der ellers sjældent køber for eksempel CD’ere eller digital musik.
Men hører man til dem, der typisk køber en CD eller et album i iTunes om måneden, ja så er der faktisk ingen grund til ikke at abonnere på en tjeneste som Spotify.
Spotify
Testet på: Samsung Galaxy S II
Pris: 99 kroner om måneden, hvis man vil have sin musik med på mobiltelefonen
Karakter: 9/10