Står HTC bag Sony Ericssons nye flagskib?

Sidste år hørt vi rygter om, at HTC og Sony Ericsson var ved at indgå et samarbejde. Nu ser det ud til, at Sony Ericssons nye flagskib XPERIA X1 var modellen de samarbejdede om.

Står HTC bag Sony Ericssons nye flagskib?

Siger man Windows Mobile, kan man næsten ikke lade være med også at sige HTC. Den taiwanesiske producent sidder nemlig stadig tungt på markedet for smartphones med Microsofts mobile styresystem. Med Sony Ericssons annoncering af deres nye flagskib XPERIA X1, kunne man tro, at de nu fik kamp til deres tænder. Men noget tyder på, at det faktisk er lige omvendt.

Ifølge flere kilder, er Sony Ericssons nye flagskib nemlig produceret af netop HTC. Dette stemmer også godt overens med de rygter, der var fremme for nogle måneder siden om, at Sony Ericsson og HTC samarbejdede om en ny mobil. Tager man også HTC’s store erfaring inden for Windows Mobile med i betragtning, synes det hele heller ikke at være så svært at forestille sig.

Selvom HTC skulle stå for selve produktionen af XPERIA X1, betyder det dog ikke, at Sony Ericsson ikke har haft en finger med i spillet. De har efter al sandsynlighed både designet hardwaren og lavet softwaren til den nye model.