Start dit eget mobilselskab for 200.000 kr.
Det er Berlingske.dk, der skriver om dette nye tiltag, som CBB har udviklet. CBB vil give nye potentielle selskaber adgang til deres netværk samt stå for kundeservice, regninger osv. Man skal blot kunne lægge 200.000 kr. på bordet samt have en fornuftig fremtidsplan, så man inden for 12 måneder har hevet mindst 7.000 kunder ind i folden.
Ideen til konceptet opstod tilsyneladende, fordi kunderne konstant skifter mobilselskab – folk har intet tilhørsforhold til deres mobilselskab, udover at de pt. synes, at det er det billigste, eller at de kan få en ny mobiltelefon billigt. Det er derfor dyrt for mobilselskaberne at holde på kunderne, men det skulle dette nye koncept være løsningen på. Det er nemlig meningen, at folk med fælles interesser og præferencer skal tiltrækkes af konceptet. På den måde kan man støtte ens forening, eller man kan få rabat hos selskabet, hvis man er medlem af en bestemt forening. F.eks. får brugerne af hjemmesiden Arto.dk, der henvender sig til unge, rabat, hvis de ringer til andre Arto Mobil-kunder. CBB mener, at den slags tiltag vil være med til at højne loyalitetsfølelsen hos kunderne, så de ikke skifter hvert halve år, som man jo kan herhjemme.
Ifølge Berlingske.dk forventer CBB, at 15-20 nye selskaber af denne type vil poppe op inden slutningen af 2007.