Stereo-bluetooth i Sony Ericssons og Nokias smarte mobiler
Det varer ikke så længe, inden Nokia sætter deres musikmobil N91 til salg. Den har en harddisk på 4 GB og et design specielt udviklet til musik. Alligevel kan man ikke afspiller musikken i stereo via Bluetooth med den såkaldte A2DP-profil. Nokia har for nylig besluttet, at N91 ikke skal understøtte den. Der bliver satset meget på musikmobiler for tiden, men alligevel er det kun Nokia 8800, som kommer med A2DP-profilen.
Det kan man nu selv lave om på med programmet MSI BluePlayer. Med det program kan man lytte til musikken i stereo via Bluetooth i Nokias Series 60-modeller, f.eks. N91 og N70. UIQ-versionen af programmet fungerer med Sony Ericsson P800, P900 og P910 samt med Motorola A1000.
BluePlayer er en musikafspiller i sig selv, så ulempen ved programmet er, at man ikke kan bruge telefonens mediaplayer. Når du starter afspilleren skal du parre headsettet med selve programmet på telefonen. Hvis du vil bruge headsettet til almindelig samtale, må du parre det med telefonen, som du plejer.