Steve Ballmer: Windows Mobile har kostet os en generation af brugere
På den årlige Worldwide Partner Conference, som netop nu finder sted i Washington, USA, indrømmede Steve Ballmer fra Microsoft, at Microsoft har tabt en hel generation af mobilbrugere på gulvet på grund af Windows Mobile. Men han mener så til gengæld også, at der vil ske store ændringer på den front med Windows Phone 7.
Microsoft vil lave intensiv markedsføring for Windows Phone 7 og mobilproducenter som HTC, Asus, Dell, Sony Ericsson og Samsung skulle have produkter på vej med det nye system.
Et vigtigt punkt for at få succes med Windows Phone 7 bliver udvikling af programmer eller apps, som de også kaldes. Så længe tredjepartsudviklere ikke ved, om det nye styresystem bliver en succes, kan det blive svært at få dem til at udvikle programmer til Windows Phone 7, når de er mere sikre på at ramme bredt til iPhone og Android.
Microsoft satser dog meget på at lykkes på den front og Microsoft har i en e-mail fortalt, at de vil stå til rådighed med ”tid og ressourcer” for at få udviklerne til at vælge Windows Phone 7 som platform til kommende apps.