Steve Jobs: Bill Gates er en fantasiløs tyv
Selskaberne Apple og Microsoft har været rivaler i mere end 30 år, og forholdet mellem de to selskabers grundlæggere, Steve Jobs og Bill Gates, har selvsagt ikke altid været lige godt. De to har altid været på talefod, men især Apple-chefen har ikke været bleg for at beskylde Microsoft-grundlæggeren for plagiat af højeste klasse.
Steve Jobs døde som bekendt af kræft for omkring tre uger siden, og i går blev den heftigt omdiskuterede biografi om Jobs’ liv frigivet.
Fantasiløs tyv
I biografien kan man bl.a. læse at Apple-chefen ikke havde høje tanker om Bill Gates:
"Bill er i bund og grund fantasiløs og har aldrig opfundet noget. Derfor har han det nu bedre inden for filantropi end inden for teknologi", fortalte Steve Jobs inden sin død til Walter Isaacson, der har skrevet biografien.
"Han har blot taget andre folks idéer uden at skamme sig over det", lyder det fra Jobs i biografien.
Dårlig leder
Forfatteren Walter Isaacson blev i søndags interviewet i programmet 60 Minutes på amerikanske CBS.
Under interviewet fortalte Isaacson, at Steve Jobs langt fra var en god leder, men at han derimod kunne være en af de absolut værste, og at han kunne finde på at behandle folk, herunder sine ansatte, meget dårligt.