Steve Jobs er død
Tænk anderledes. Det var det motto, som drev Steve Jobs og det firma han var med til at stifte. Ingen anden IT-leder har formået at sætte dagsordenen og få os alle sammen til at se tingene på nye måder.
"Steve efterlader et firma, som kun han kunne skabt, og hans ånd vil for altid være Apples fundament", skriver Apple i dag på sin hjemmeside, der er helliget et mindeportræt af Jobs.
Steve Jobs døde sent onsdag af den kræftsygdom, som han havde kæmpet imod siden 2004. Jobs led af en sjælden form for kræft i bugspytkirtlen. Den tvang i flere omgangs Jobs til at træde i baggrunden. I 2009 gennemgik han en levertransplantation. Hvad Jobs præcis fejlede, blev først meget sent omtalt. Men når firmaets direktør blev tyndere og tyndere for hver gang han trådte frem og præsenterede nye produkter, var det svært at holde bekymringen fra døren.
Jobs gik på sygeorlov i januar i år, men blev på direktørposten, indtil han d. 25 august erklærede, at han desværre ikke længere var i stand til at varetage hvervet. Han forblev dog sombestyrelsesformand for Apple, der er et af verdens mest værdifulde selskaber.
Steve Jobs stiftede i 1977 Apple sammen med sin ven Steve Wozniak. Wozniak var det tekniske geni, der skabte computerne, og Jobs skabte visionen om, hvordan de skulle ændre vores liv. Hvor andre kun kunne få øje på et spændende stykke legetøj for elektroniknørder, så Jobs en computerrevolution. Apple skabte i 1978 den første ægte personlige computer. Og det var den, som IBM senere fulgte i hælene på, da de lavede deres PC.
"Kompromis" var ikke et ord, der fandtes i Steve Jobs’ ordbog. Når han havde fået en ide om, hvordan fremtiden skulle være, var det umuligt at forestille sig, at tingene kunne blive på andre måder. Da den daværende Apple-bestyrelse i 1983 betvivlede visdommen i, at Jobs skulle lede arbejdet på at skabe en ny computer med en grafisk brugerflade, Lisa, rettede Jobs ikke ind, men gik tvært imod i konkurrence med sit eget firma. Resultatet blev dels den banebrydende Macintosh-computer, og dels en magtkamp, der i 1985 kostede Steve hans position i Apple.
Steve Jobs vendte i 1997 tilbage til Apple, hvor han med sin vision ændrede en lukningstruet og underskudsgivende virksomhed til at blive et af verdens mest værdifulde selskaber.
Jobs var mester i at se tingene på en ny måde, og derigennem forvandle almindelig teknologi til stilskabende objekter. Apple opfandt ikke mobiltelefonen, computeteren eller MP3-spilleren. Men ved at sætte "i" foran navnet og gentænke deres funktion og udseende, gjorde Steve Jobs de dagligdags opfindelser til kultobjekter: iPhone, iMac og iPod. Og da Apple i 2010 lancerede iPad, blev tavlecomputeren en kæmpesucces. Inden da havde andre firmaer i to årtier prøvet at gøre folk interessede i de flade, tastaturløse computere, men forgæves.
"Steve tænkte meget hurtigt, og han ønskede at gøre ting", sagde Steve Wozniak om sin kompagnon og ven. "Han ønskede at blive en vigtig person – og han ville blive det igennem at have et firma".
Præsident Barak Obama sagde i en erklæring, at "Steve var blandt de største amerikanske opfindere, der var tapper nok til at tænke anderles, modig nok til at tro, at han kunne ændre verden, og talentfuld nok til at gøre det."
Steve Jobs var siden 1991 gift med Laurene Powell, som han havde tre børn med. Han efterlader sig desuden datteren Lisa, som han fik i 1978 med Nancy Rogers.
Steve Jobs var kendt for altid at sige "…og så har vi lige en ting mere!", når han stod på scenen og præsenterede nye produkter fra Apple. I dag har Steve ikke flere ting i ærmet.